Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Købmænd og håndværkere

Oprindelig forfatter Sawyer

Hedebys eksistensberettigelse og livsnerve var handelen. Byen var også et vigtigt håndværkscentrum, men kun fordi håndværkerne kunne regne med at sælge deres arbejder til de folk der kom til markedet for at købe eller sælge det store udvalg af importerede varer. I Hedeby kunne handelsmænd fra Nordsøen, Østersøen og Saksen mødes; byen havde den ideelle beliggenhed som brændpunkt for nordeuropæisk handel til lands såvel som til vands.

Det er blevet foreslået at Hedeby skulle have udgjort det østlige udgangspunkt for en kort rute tværs over Jylland til Rheide eller Treene Å ad hvilke Vesterhavet kunne nås. Men det er tvivlsomt om denne rute havde nogen betydning i vikingetiden. Der er ingen vidnesbyrd om en vej eller en vejbro over de store mosestrækninger der ville have været nødvendig for tungere trafik, ej heller er der ved vestenden af den formodede rute fundet spor af nogen „endestation” der i så fald måtte have ligget ved Hollingsted.

 Den gode bevaringstilstand for træ i Hedeby har gjort det muligt at rekonstruere flere bygninger, bl.a. dette hus, som er rejst ved Forhistorisk Museum på Moesgård. Det var 12 m langt og havde vægge af lerklinet fletværk. Dendrokronologisk er huset dateret til 870.

Den gode bevaringstilstand for træ i Hedeby har gjort det muligt at rekonstruere flere bygninger, bl.a. dette hus, som er rejst ved Forhistorisk Museum på Moesgård. Det var 12 m langt og havde vægge af lerklinet fletværk. Dendrokronologisk er huset dateret til 870.

De arkæologiske fund fra Hollingsted tyder på at den var vesterhavshavn for Slesvig i 1100- og 1200-tallet, men der er overhovedet ingen tegn på at den fungerede som vestlig havn for Hedebys trafik. Det ville da også have været vanskeligt at organisere en landrute tværs over Jyllands rod fra øst til vest. Skibe der gik i rute over Vesterhavet måtte enten ligge i havn mens deres ladninger blev fragtet til salg i Hedeby og spilde tid med at vente på returgods, eller også måtte købmændene have aftalt at sejle varer for hinanden. Ingen af delene forekommer rimeligt. Det er mere sandsynligt at man har lagt vejen gennem Limfjorden når varer skulle transporteres mellem Hedeby og Rhinlandet, især når det gjaldt tungt gods som møllesten og tønder med vin.

Annonce

Hvilken sejlrute man end benyttede så viser det arkæologiske materiale klart at betydelige mængder af rhinske produkter virkelig kom til Hedeby; det fremgår også af de skriftlige kilder. Rimbert fortæller at en overflod af varer blev bragt til Hedeby og til handelsknudepunktet Birka i Mälaren. Ottars og Wulfstans rejser, som vil blive omtalt udførligere i næste kapitel, nævner Hedebys tilknytning både til Norge og til Østersøens sydkyst, og Ottars beretning viser at varerne ikke alene kom fra det sydlige Norge, men også fra det høje nord.

 I den sumpede jord i Hedeby er store mængder bygningstømmer bevaret. Meget af det kan dateres nøjagtigt ved hjælp af træets årringe, og man kan derfor følge udviklingen i byggeriet i visse dele af byen. Tidspunktet for adskillige huses opførelse kan faktisk bestemmes på år. Kun få huse har stået længere end 20 år.

I den sumpede jord i Hedeby er store mængder bygningstømmer bevaret. Meget af det kan dateres nøjagtigt ved hjælp af træets årringe, og man kan derfor følge udviklingen i byggeriet i visse dele af byen. Tidspunktet for adskillige huses opførelse kan faktisk bestemmes på år. Kun få huse har stået længere end 20 år.

Mange af de kostbare varer der førtes til Hedeby, som f.eks. pelsværk, er gået helt til grunde og kan derfor ikke spores arkæologisk. Men de rige fund på stedet af mere holdbare genstande er også tilstrækkelige til at vise at Hedeby havde forbindelser vidt omkring. Gryder og kar af klæbersten blev importeret fra Norge og Bohuslen, og også hvæssesten kom fra Norge, inklusive de runde hvoraf hjulformede slibesten fremstilledes. Jern indførtes vistnok fra Sverige, mens møllesten kom fra Eifelområdet. De blev importeret som halvfabrikata uden midterhul, fordi man ellers risikerede at færdige sten brækkede under transporten. Vintønder af ædelgran som stammede fra Schwarzwald blev genbrugt til indvendig beklædning af brøndene i Hedeby, og lertøj kom fra både øst og vest. En del af disse importvarer synes at være fordelt videre op i Jylland. I alle udgravninger af jyske landsbyer fra vikingetiden er der fundet importerede ting, især klæbersten og møllesten. Naturligvis kan man ikke vide om de var kommet gennem Hedeby, men i mange tilfælde er man tilbøjelig til at tro det.

Importmængden til Hedeby varierede kun lidt i de 300 år byen havde sin blomstringstid, måske bortset fra de sidste tiår. Hverken tyskernes erobring eller de politiske problemer i slutningen af 800-tallet synes at have afbrudt den strøm af varer der gik igennem byen. Der blev antagelig holdt markeder på bestemte tider af året. Noget direkte vidnesbyrd herom foreligger ganske vist ikke, men Adam af Bremens beskrivelse af de regelmæssigt tilbagevendende markeder i Mälaren har sandsynligvis også haft gyldighed for Hedeby.

"I denne havn, den sikreste i Sveriges skærgårdsområde, plejer alle danernes og nordmændenes skibe såvel som slavernes og prøjsernes og andre skytiske folks skibe at mødes på bestemte tider af hensyn til de forskellige former for handel."

Det var ikke kun købmænd der slog deres boder op på den slags markeder, men også omrejsende håndværkere. En del af Hedebys håndværkere var muligvis fastboende, men fra tid til anden forøgedes deres antal med folk som også arbejdede andre steder. I det hele taget må befolkningstallet i Hedeby være steget voldsomt ved markedstid på grund af tilrejsende håndværkere, købmænd og kunder. Området rundt om selve byen må da have været fyldt med telte og interimistiske skure. De store ubebyggede arealer der ligger inden for den halvrunde vold giver os en idé om størrelsen af det område som således periodevis blev befolket. Her opførtes kun ganske få permanente bygninger, men man har fundet spor af håndværkernes virksomhed dér såvel som i selve byen.

Det har krævet en stor indsats at huse alle de mennesker som flokkedes i Hedeby på markedsdage, og at skaffe dem mad. Mange af de kreaturer som blev drevet ned ad Hærvejen til Hedeby må have endt deres dage her, og en del af det madaffald der er fundet i byen stammer velsagtens fra disse gæsters måltider.

 Tegning fra Reims ca. 840. Den illustrerer hvordan cylindriske slibesten som den fra Hedeby blev brugt.

Tegning fra Reims ca. 840. Den illustrerer hvordan cylindriske slibesten som den fra Hedeby blev brugt.

De talrige gravpladser som hører til Hedeby omfatter flere gravtyper som hver især afspejler folk med forskellig kulturel baggrund; heriblandt slaver og frisere såvel som daner og saksere. Man anslår at disse begravelsespladser rummer ca. 12.000 grave, hvilket forudsætter et konstant indbyggertal på godt 1000 i de 300 år byen blomstrede. En del veludstyrede grave vidner om relativt højtstående menneskers tilstedeværelse, men man har endnu ikke fundet spor efter en rummeligere bolig som ville være passende for en rigmand eller en kongelig embedsmand. Måske boede de slet ikke på den stinkende markedsplads, men ovre på nordsiden af Slien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Sawyer: Købmænd og håndværkere i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 19. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306939