Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

En kongelig by

Oprindelig forfatter Sawyer

Hvad enten kongens folk boede i byen eller ej, er der ingen tvivl om at Hedeby stod under kongelig kontrol. Det fremgår af Ansgars Levned at kong Godfred ikke kun var grundlægger af byen, det var også kun med kongens tilladelse der kunne bygges en kirke eller ophænges en kirkeklokke. Efter Horik 1.s død var det også en kongelig comes, Hovi, som beordrede at kirken skulle lukkes. Rimeligvis var det en sådan kongelig embedsmand der var ansvarlig for den møntproduktion som fandt sted i Hedeby i 800- og 900-tallet. Den regelmæssige byplan, der i hele byens levetid kun ændredes lidt, er i sig selv et stærkt vidnesbyrd om en effektiv kontrol af byen og dens borgere. Der blev også udøvet en bemærkelsesværdig myndighed i forbindelse med byens grundlæggelse. Reric-købmændene flyttede ikke frivilligt til Danmark, og man må have brugt tvang for at få dem til at blive. Krønikeskriveren beskriver dem som handelsmænd (negotiatores), og sådanne ville normalt have behov for at rejse af og til. Måske sikrede man sig at de vendte tilbage til Hedeby ved at tage gidsler fra deres familier.

 Rekonstruktionsmodel af den rigeste grav i Hedeby. Begravelsen foregik omkring midten af 800-tallet. En båd, som var mellem 17 og 20 m lang, blev anbragt oven på et tomret gravkammer, hvorpå det hele blev dækket af en jordhøj. Graven var rigt udstyret med kostbarheder fra Karolingerriget, men skeletrester af mennesker har man ikke fundet. Da graven rummede tre sværd og fire skjoldbuler må man tro at mere end én person blev jordfæster dér. Tre små heste var begravet i en grav uden for kammeret men under båden. Man har gættet på at det var Harald Klaks grav. Det er højst usandsynligt. Han var fordrevet af Horik og hans brødre og kæmpede imod dem. Der var andre danske ledere som havde underkastet sig frankerne.

Rekonstruktionsmodel af den rigeste grav i Hedeby. Begravelsen foregik omkring midten af 800-tallet. En båd, som var mellem 17 og 20 m lang, blev anbragt oven på et tomret gravkammer, hvorpå det hele blev dækket af en jordhøj. Graven var rigt udstyret med kostbarheder fra Karolingerriget, men skeletrester af mennesker har man ikke fundet. Da graven rummede tre sværd og fire skjoldbuler må man tro at mere end én person blev jordfæster dér. Tre små heste var begravet i en grav uden for kammeret men under båden. Man har gættet på at det var Harald Klaks grav. Det er højst usandsynligt. Han var fordrevet af Horik og hans brødre og kæmpede imod dem. Der var andre danske ledere som havde underkastet sig frankerne.

Kong Godfreds motiv til at skabe Hedeby var at indkræve afgifter fra købmændene. Hans efterfølgere var ikke mindre interesserede i denne værdifulde indtægtskilde. På middelalderens markeder betalte de tilrejsende købmænd afgift før de kunne gøre forretninger, og det er muligt at Hedebys toldstation ligefrem lå på en af molerne. Dette er blevet foreslået, fordi man under udgravningerne opdagede mønter og vægte neden under en af de moler der rager ud i havnen. De ting som er fundet i nærheden af de andre moler lå omkring dem, ikke nedenunder, og er derfor snarere gået tabt under lastning eller losning af skibene. Man kan forestille sig at der har været en slags kontor eller vekselstue på den mole hvorunder mønterne og vægtene blev fundet, og at det var dér man betalte told.

Hedeby giver ikke indtryk af at have været et stolt samfund af velbjærgede købmænd. I 900-tallet beskriver en arabisk tilrejsende den som en stor by hvor det stod småt til med varer og velstand. Indbyggerne var snarere arbejdere og håndværkere hvis livsførelse blev omhyggeligt overvåget, og hvis hovedfunktion var at betjene de købmænd der havde ladet sig lokke til byen, ikke kun på grund af den ideelle beliggenhed, men også tilskyndet af den sikkerhed som den danske konge garanterede dem her.

Annonce

 Afskrift af De frankiske Rigsannaler fra begyndelsen af 800-tallet, nu i Österreichische Nationalbibliotek, Wien. Denne side begynder med slutningen af beretningen om Godfreds forflyttelse af købmændene til Sliesthorp.

Afskrift af De frankiske Rigsannaler fra begyndelsen af 800-tallet, nu i Österreichische Nationalbibliotek, Wien. Denne side begynder med slutningen af beretningen om Godfreds forflyttelse af købmændene til Sliesthorp.

Af samtiden blev Hedeby også kaldt Slesvig. Som en engelsk krønikeskriver udtrykte det var den „kendt i det saksiske sprog som Slesuuic, men af danerne som Heithaby.” Det danske navn betød „byen på heden”, mens det andet stod for „byen eller handelspladsen ved Slien”. Men det var to særskilte steder. Forholdet mellem dem fremgår tydeligt af Rimberts fremstilling når han i en passage, som ofte fejl oversættes, rapporterer, at Ansgar fik lov at bygge en kirke i Sliaswich nær det sted hvor købmænd alle vegne fra mødes. Kirken fik formodentlig samme beliggenhed som den senere domkirke, og ikke overraskende kaldte den gejstlige fra Saksen gerne begge steder Slesvig.

De frankiske annaler nævner et andet navn i denne egn, Sliesthorp. Godfred sejlede til Sliesthorp med Reric-købmændene i 808. Og fire år før da Godfred samlede en flåde og en hær samme sted, frygtede frankerne at han ville invadere dem og deres slaviske allierede. Dette navn er forsvundet, men stedet lå åbenbart ved Slien, rimeligvis på den nordlige bred, dér hvor det middelalderlige Slesvig lå.

I betragtning af at frankerne frygtede en invasion nordfra må man gå ud fra at stedet lå ved vestenden af fjorden nær ved landevejen til Saksen, højst sandsynligt omtrent der hvor middelalderbyen Slesvig kom til at ligge. I 1100-tallet lå her en kongsgård; herfra må det have været let at overvåge den markedsplads eller wic der lå på den anden side af fjorden. Det middelalderlige Slesvig var godt beskyttet fra naturens hånd, men som handelsplads havde det en dårlig beliggenhed, bl.a. fordi man kun kunne komme op på Hærvejen ved at forcere en stor bakke. Det er tænkeligt at Hedebymønterne blev slået her i kongsgården frem for i selve Hedeby.

Den voksende tyske angrebstrussel omkring midten af 900-tallet gjorde det påtrængende nødvendigt for danerne at styrke fæstningsværkerne. I 968 blev Hovedvolden og Nordvolden forstærket; hertil kom en ny vold som forbandt disse to med den halvkredsvold der netop var rejst omkring byen. Selve byen var således befæstet, men også den gamle naturlige forsvarslinie, hvoraf fjorden udgjorde et stykke, blev forstærket. Ikke desto mindre lykkedes det i 974 tyskerne at besætte Hedeby. Denne begivenhed betød ikke noget afbræk i byens virksomhed, og den fortsatte også efter at de indtrængende var jaget bort i 983, men danerne havde nu al mulig grund til at skønne på fordelene ved bebyggelsen på Sliens modsatte bred. Først fra denne tid eller kort derefter foreligger sikre vidnesbyrd om at man har taget det område i besiddelse hvor den biskoppelige by lå. Tidspunktet kan ikke bestemmes nøjagtigt, men et bebyggelseslag på en meters tykkelse er fundet under en gade med en træbrolægning som er dateret til 1071. Et møde i 1052 eller -53 mellem ærkebiskop Adalbert og Sven Estridsen hvor de festede bravt i samfulde otte dage, må have fundet sted i det nye Slesvig, og det var rimeligvis også der Adalbert traf kong Magnus i 1040. Adam af Bremen siger få år senere at det skete i Slesvig, men det er værd at lægge mærke til at han også ved, at det var på heden i nærheden af Hedeby at Magnus standsede en slavisk hær på vej ud af Danmark, formodentlig ad Hærvejen. I 1087 byggedes kraftige bolværker ved middelalderbyens strand, og syv år senere blev de forlænget. På det tidspunkt var de fleste af Hedebys funktioner i det internationale handelsliv blevet flyttet. Byen blev dog ikke opgivet fra den ene dag til den anden, og bestemt ikke som resultat af et direkte angreb.

Ifølge Adam af Bremen angreb og udplyndrede den norske konge Harald Hårderåde Slesvig omkring 1050. Haralds skjalde roser ham for denne præstation og beskriver hvordan Hedeby blev sat i brand. Man aner her en vis poetisk overdrivelse; der er ikke fundet spor fra denne tid efter nogen almen ødelæggelse, hverken i Hedeby eller i Slesvig; men man har konstateret tegn på et angreb på Hedeby havn i form af et udbrændt vrag af et prægtigt krigsskib, der er gået til bunds for enden af en af molerne. Sandsynligvis har det tjent som en brander, et skib der sattes ild på som led i kampen. Om og hvordan det beskadigede molen vides ikke. Dette skib blev bygget ca. 985, men først mange år senere anvendt i et angreb på Hedeby.

Hvor ødelæggende et angreb som dette end måtte være, gjorde det det ikke af med en handelsplads som Hedeby. Dorestad overlevede mange udplyndringer i 800-tallet og gik kun i forfald fordi Rhinen ændrede sit løb og flodtrafikken derfor forsvandt fra byen. Det problem havde Hedeby ikke. Tværtimod var vandstanden stigende; men stedets tiltagende sump gjorde det mindre attraktivt for såvel de faste beboere som de tilrejsende købmænd. De store mængder affald som blev smidt i havnen gjorde indsejlingen vanskelig, især for de større, dybgående skibe man nu var begyndt at bruge. Bolværkerne ved Slesvig er kraftigere end Hedebys moler, hvilket kunne tyde på at de gamle kajer ikke mere var gode nok. Forandringer i handelslivets karakter har formodentlig haft endnu større betydning. Den hidtidige trafik ad denne rute var ved at aftage, andre ruter var blevet mere tillokkende. Kvæg- og hesteeksporten ad Hærvejen kan sagtens have fortsat, men den behøvede ikke Hedebys havn. Slesvig blev derfor aldrig den vigtige internationale handelsplads, som Hedeby havde været.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Sawyer: En kongelig by i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 24. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306940