Jelling var med sine høje, sin kirke og sine runesten ikke blot tænkt som et kongeligt mausoleum, men helt klart også som midtpunktet i Haralds kongerige.

.

Spor af et stort beboelseshus, fundet 1986 i Lejre. Der er lagt hvide plader over de stolpehuller der hidrører fra den yngste fase af dette hus for at skelne det fra ældre bebyggelsesfaser. Med sin længde på 48 m og en bredde på 11 m er det den største kendte bygning i Danmark fra forhistorisk tid. Byggemåden er den samme som er brugt til de store huse i fæstningsanlæggene Trelleborg og Fyrkat, hvilket giver os grund til at tro at det blev bygget sidst i 900-tallet eller først i 1000-tallet. Under huset har man fundet spor af ældre bygninger, og ved udgravninger i nærheden er der afdækket rester af nogle små grubehuse. Der er også en skibssætning af sten fra vikingetiden i Lejre, og et par grave fra den tid er udgravet der. Forskellige fund, bl.a. af fine prydgenstande og importerede varer, viser, at Lejre var beboet senest fra 700-tallet. Husets størrelse og fundmaterialets karakter bestyrker den senere overlevering som fortæller, at Lejre var et ældgammelt hovedsæde for kongemagten. Måske var det bolig for de høvdinge som beherskede en del af Sjælland, og måske blev det overtaget som Jellingdynastiets kongsgård, for Roskilde blev gjort til dette dynastis hovedsæde i denne del af Danmark ?

.

Ved slutningen af 900-årene havde et nyt dansk dynasti sat sig sikkert til rette på tronen. Det første medlem af denne familie, som klart anerkendtes som konge, var Harald, Gorms søn, der begravede sin far i Jelling hen imod slutningen af 958 eller først på året 959. Det er ganske vist den almindelige opfattelse, at også Gorm var konge, og dette støttes tilsyneladende af indskriften på den lille Jellingsten, der fortæller, at den er sat af Gorm konge over hans kone Tyre. Men andre samtidige runeindskrifter og senere litterære kilder taler for, at Tyre overlevede Gorm (se afsnittet Gorm og Tyre, inkl. foto), og indskriften er i så fald i virkeligheden en forfalskning, formentlig udført på foranledning af sønnen Harald for at give hans egen kongeværdighed arvens legitimitet. Alle andre kilder, der nævner Gorm som konge, er mere end 100 år yngre og allerede af den grund af tvivlsom værdi. Den smule, man med en vis sikkerhed kan slå fast, er at han var en stor magthaver i Jylland på linie med dem, der mindes på runestenene fra Helnæs og Glavendrup på Fyn og fra Tryggevælde på Sjælland (se fotos i afsnittene Samfund og ledere, De mørke år og Kvinder og familier), eller med herskerne i Lejre eller ved Tissø på Sjælland (se foto i afsnittet Arv). Den eneste oplysning vi har om ham – ud over at han var Haralds far – er at han giftede sig med Tyre, åbenbart en højfornem kvinde fra „Danmark”. Hvorvidt dette berettigede Gorm til at kræve magten dér, vides ikke, men det var netop hvad Harald som deres søn gjorde, da han udstrakte sin direkte magt til Sjælland – øst for Øresund kunne han højst kalde sig overherre. Han genoprettede også dansk indflydelse i Norge.

Den konsolidering, der var indledt af Gorm og Harald, fortsattes af Sven Tveskæg og Knud den Store, som ved deres heldige angreb på England havde forøget deres rigdom og magt enormt. Under Sven og Knud udstraktes danernes magtområde vældigt så det ikke alene spændte over dele af Sverige, men også omfattede det engelske kongerige. Det var til gengæld også mindre stabilt end det tidligere danske overherredømme, og det brod sammen efter Knud den Stores død. Men selve det danske kongerige var i høj grad blevet styrket, takket være de reformer som Gorms tre efterfølgere gennemførte. Det var i deres regeringstid, at møntsystemet blev ordnet og at der blev slået mønt på møntsteder over hele riget. Landene på begge sider af Øresund blev bragt under fastere og mere direkte kongelig kontrol, og både Roskilde og Lund blev grundlagt. Det er også tænkeligt, at det var ved denne tid at den kongelige administration tog de gamle bygder eller herreder i brug ved organiseringen af forsvaret og skattesystemet.

I 1042 hævnede den norske kong Magnus sin far, Olav den Hellige, som Knud den Store havde bekæmpet, ved at tilrive sig det danske kongerige. Sven Estridsen kæmpede med nogen fremgang imod den norske rival, men først efter Magnus' død 1047 kunne Sven lade sig udråbe til danernes konge. Den norske trussel hang dog stadig i luften, og Sven måtte strides med Harald Hårderåde indtil de sluttede forlig i 1064. Efter Haralds død ved Stamford Bridge i England to år senere kunne Sven Estridsen roligt bygge videre på det grundlag hans forfædre havde lagt.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Det nye dynasti.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig