Glavendrupstenen på Nordfyn med Danmarks længste runeindskrift blev fundet ved grusgravning i 1792. Den er rejst til minde om en lokal hersker, Alle, i begyndelsen eller midten af 900-tallet. Han betegnes både som en „hæderværdig thegn” for et lid, og som gode (en høvding som formentlig også havde visse religiøse funktioner) for sølverne, en i øvrigt ukendt gruppe mennesker. En anden fynsk gode nævnes på to sten fra Helnæs (s. 34) og Flemløse. Glavendrupstenen er blevet bestilt af Alles enke Ragnhild og hans sønner vistnok af et tidligere ægteskab. Ragnhild fik rejst endnu en mægtig mindesten til ihukommelse af en anden ægtefælle. Begge sten ser ud til at være hugget af den samme person som på Glavendrupstenen hedder Sote og kalder Alle sin drot.

.

Herefter kommer et århundrede som fortaber sig i det dunkle, og hvor man kun kan skelne navnene på ganske få danske konger. I den sidste fjerdedel af 800-tallet omtaler engelske, frankiske og irske kilder flere vikingeledere som danernes konger, og man har forestillet sig at en del af dem har været regerende konger i Danmark, der som bibeskæftigelse hærgede i de vestlige lande i lighed med hvad Sven Tveskæg senere gjorde. Halvdan som var på de britiske øer mellem 871 og 877, og Sigfred som var ved Asselt ved floden Maas i 882, og som tog del i angrebet på Paris 885-86, er blevet identificeret som de danske konger der nævnes 873. Næppe med rette. En konge kunne i den tidlige vikingetid ikke tillade sig at være borte fra sit land på langvarige krigstogter. Han ville have svært ved at bevare sit greb om magten derhjemme, hvor rivaler bestandig truede hans position. Det er værd at lægge mærke til at angrebet på Saksen blev dirigeret af kong Horik, men ikke anført af ham. I 847 sendte de tre frankiske konger udsendinge til Horik for at true ham med krig, hvis han ikke holdt sine folk tilbage fra vikingetogter, men der foreligger intet om at Horik selv deltog i disse togter, og intet tyder heller på at frankerne truede med at angribe det danske kongerige for at hævne angrebene i 880erne. Den Halvdan og den Sigfred der anførte nogle af disse angreb har snarere været forviste fra Danmark end herskere over det. Adskillige medlemmer af de kongelige familier bar disse navne. Andre kongelige anførere af vikingehære i England, såsom kong Bagsecg i 871 og kongerne Godrum, Oscetel og Anwend i 875, har åbenbart ingen forbindelse med Danmark, skønt Godrum hed det samme som Horiks nevø der blev dræbt i 854. En del af disse „konger” kan have været valgt af deres hære som Knud den Store blev det i 1014.

I 1000-tallet troede man i Danmark, at de gamle kongelige dynastier var døet ud kort før år 900. Det fortalte Sven Estridsen i hvert fald til historikeren Adam af Bremen. Han mente også at magten i Danmark var blevet grebet af mænd der var kommet over havet, først fra Sverige og senere fra Nortmannia, hvilket enten kan betyde Norge eller Normandiet. En vigtig følge af denne svækkelse af den danske kongemagt var, at Harald Hårfager da fik mulighed for at gøre sig til selvstændig konge i Norge. Disse og senere omskiftelser vil blive behandlet grundigere i de følgende kapitler. Her vil kun hovedtrækkene blive skitseret.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet De mørke år.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig