Selvhjælpsprincippet, princip for løsning af sociale problemer, hvorefter de fattige og på anden måde nødlidende skal sættes i stand til at hjælpe sig selv; princippet formuleredes kort efter 1850 med det formål at imødegå den voksende fattigdom, en konsekvens af stigende omkostninger og priser, der ikke blev modsvaret af stigende lønninger. Det var ikke mindst tilfældet i Storbritannien, hvor den skotske skribent Samuel Smiles (1812-1904) i bogen Self-Help (1859) udtrykte de grundlæggende forestillinger bag selvhjælpsprincippet. I henhold til datidens gængse liberalistiske forestillinger mente man ikke, at staten kunne rette op på sociale misforhold. Løsenet blev derfor, at de bedst stillede på privat basis hjalp de dårligst stillede med at oprette foreninger til varetagelse af forskellige sociale behov, fx indkøb af billige fødevarer (brugsforeninger), opførelse af ordentlige boliger (arbejderboliger), hjælp i sygdomstilfælde (sygesikring), hjælp til sikring mod arbejdsløshed, alderdom mv. (sparekasser). Arbejderbefolkningen skulle herved samtidig anspores til en disciplineret livsform, hvor man satte tæring efter næring og sikrede sig mod ugunstige tider. I Danmark blev der 1860-80 taget en lang række initiativer med udgangspunkt i selvhjælpsprincippet, som fik stor samfundsmæssig betydning.