En almisse er en barmhjertighedshandling eller godgørenhed over for fattige eller selve gaven til de nødlidende. Ofte tog almissen form af en pengegave eller mad.
At give almisse indgår som en forpligtelse i de fleste religioner (fx i islam, se zakat) og er et centralt element i kristendommen, hvor almissegivning i middelalderen opfattedes som en god gerning, der kunne sikre giverens frelse i det evige liv. Almisse er ligesom bøn og faste en klassisk bodsøvelse i den romersk-katolske kirke. Almisser blev ofte givet som pengegaver til kirker og klostre, der hjalp de fattige, eller direkte til tiggere.
Martin Luther og andre reformatorer gjorde i 1500-tallet oprør imod denne forståelse af gode gerninger (gerningsretfærdigheden), da de mente, at det kun var troen, som kunne sikre frelse.
Indenfor den luthersk-evangeliske kristendom, og derfor også i Danmark, fortsatte almisser med at være en central kristen praksis, som alle mennesker var forpligtet på at udføre. Gode gerninger kunne dog ikke påvirke Gud og frelsen, men gode gerninger var anset som en naturlig følge af troen. Det kristne liv skulle nemlig vise sig i næstekærlighed og næstekærlige gerninger.
De tidligste love om forsørgelse af fattige mennesker i det kristne Europa byggede på almisseforsørgelse – de mere velstående var forpligtet på at give penge eller mad til de fattige og nødlidende.
I Danmark blev fattigforsorg et ansvar for kongemagten efter Reformationen i 1536, da Kong Christian 3. overtog ansvaret for rigets religiøse forhold, brød kontakten til den romersk-katolske kirke og påbegyndte en luthersk reformation.
Efter 1536 udfoldede den danske kongemagt og tidlige stat et fattigforsorgssystem, der blandt andet byggede på de luthersk-evangeliske kristne ideer om næstekærlighed og almisser. Fattige uarbejdsdygtige mennesker og fattige skolebørn måtte fremover kun bede om almisser i deres lokalegn, og befolkningen havde pligt til at forsørge disse grupper af lokale fattige igennem pengealmisser eller fødevarer.
I slutningen af 1700-tallets og især 1800-tallets fattigforsorgslovgivning blev almisseprincippet gradvist forladt som grundlag for fattigforsorgen til fordel for fattigskatter, og begrebet ophørte med at være et led i den offentlige fattigforsorg.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.