Ladegården var oprindelig en avlsgård under Københavns Slot, der blev anlagt i 1620. Ladegården blev senere bortforpagtet og brugt til forskellige formål såsom militærhospital og arbejdsanstalt.

Christian 4.s avlsgård

Ladegården 1884.
Ladegården var oprindelig et stordriftslandbrug for hoffet og senere hospital, samt fattiggård.
Af /Det Kgl. Bibliotek.

Allerede fra 1606 begyndte Christian 4. at opkøbe og mageskifte jord uden for voldene i København med det formål at skabe et stordriftslandbrug på vestsiden af Søerne i København, der skulle producere korn og animalske fødevarer til Københavns Slot og Rosenborg Slot.

Ladegårdsbygningen blev opført mellem 1620-1623 og fungerede som avlsgård for kongens husholdning og hoffet, indtil avlsgården blev opgivet af Frederik 3. og bortforpagtet.

Ladegården som hospital og fattiggård

Gården brændte under Københavns Belejring 1658-1660, men blev genopført og omkring 1700 indrettet til militærhospital.

Under pestepidemien i 1711 blev gården anvendt som pesthospital. I 1768 solgte militæret gården til Københavns Kommune, der først brugte den som anbringelsessted for uhelbredeligt syge og afsindige.

I 1822 blev Ladegården omdannet til fattiggård og arbejdsanstalt, og de syge blev overflyttet til et Sankt Hans Hospital vest for Roskilde. I 1850 boede der næsten 2000 fattige på Ladegården.

Fattiggården blev nedlagt i 1908 og flyttet til Sundholm på Amager. Den sidste af Ladegårdens bygninger blev revet ned i 1937.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig