Akvarel af rekonstruktion af Vordingborg Slot
Rekonstruktion af Vordingborg Slot.
Akvarel af rekonstruktion af Vordingborg Slot
Af /Tegningen blev udført for Skov- og Naturstyrelsen i 1999.

Gåsetårnet.

.

Vordingborg Slot.

.

Vordingborg Slot, kongeborg midt i Vordingborg, antagelig grundlagt i 1160'erne af Valdemar 1. den Store. Den bestod af en ringvold omgivet af en tør voldgrav; borgpladsen var ca. 30 m×40 m. Ca. 1200 erstattedes jordvolden af en ringmur i munkesten; samtidig opførtes et stenbygget palatium langs borgens søndre ringmur. Borgen blev totalomlagt ca. 1365 af Valdemar 4. Atterdag, der opførte en næsten kvadratisk højborg med i alt fem tårne. Mod øst, nord og vest var den omgivet af en forborg, der var befæstet med en ca. 750 m lang ringmur med Gåsetårnet som et af fire forsvarstårne samt i alt 12 mindre tårnkonstruktioner.

Siden 1992 er slottet løbende blevet restaureret. I forbindelse med genetableringen af voldgraven fandt man i 2012 et væltet tårn; det stammer fra samme tid som Gåsetårnet. Tårnet, der er meget velbevaret, er antagelig blevet opført på for blød undergrund, der ikke kunne bære den tunge konstruktion. Derudover fandt man levn fra en større brokonstruktion, hvis egepæle dendrokronologisk er dateret til 1189, en tid, hvor Knud 6. var konge, samt en middelalderlig robåd, kaldet Vordingborgbåden.

Ca. 1665 blev borgen nedrevet og erstattet i 1673 med Prins Jørgens Palæ, som atter påbegyndtes nedrevet i 1750. De i dag synlige ruiner stammer fra Valdemar Atterdags tid.

På borgområdet åbnede i 2006 Danmarks Borgcenter, der i 2014 udvidedes til et oplevelsescenter, der omfatter hele borgområdet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig