Solvig, tidligere herregård ved bredden af Arnå ca. 8 km øst for Tønder. Udgravninger har vist, at der i 1300-t. i den sumpede ådal blev anlagt en lille holm med et græstørvshus, senere et tømret tårn, som tilflugt for gårdens beboere. Siden blev hele gården lagt ud i den beskyttende sump på tre kunstigt opførte holme. Efter gårdens tilbageflytning til åbredden opførtes i 1500-t. først en hovedbygning af bindingsværk på den gamle tilflugtsholm, siden på det faste land et grundmuret dobbelthus, der kendes fra en afbildning ca. 1580, da Melchior Rantzau ejede Solvig. Fra denne tid er bevaret en vældig staldbygning, måske landets ældste. Solvig hører nu under godset Schackenborg.