Maribo Kloster, birgittinerkloster stiftet i 1416 af Erik 7. af Pommern, bl.a. på grundlag af gods skænket af dronning Margrete 1. Efter Reformationen omdannedes det i 1556 til et adeligt jomfrukloster, som var i funktion indtil 1621. Leonora Christina boede her 1685-98 og ligger begravet i klosterkirken. Bortset fra klosterkirken er de øvrige klosterbygninger væk, men en del af søstergården nordvest for kirken er udgravet og udlagt som ruinpark.

Klosterkirken blev i 1803 stiftskirke og i 1924 domkirke for Lolland-Falsters Stift. Den er en treskibet hallekirke med det tidligere nonnekor i øst og munkekoret, det nuværende kor, i vest og fremhævet ved et slankt (rekonstrueret) tårn. De lave arkademure langs skibets vægge bærer et processionsgalleri. Et sikkert sengotisk relief af Jesus på korset er indmuret i østgavlen. Kirken rummer Nordens nok ældste lærredsmaleri fra 1400-t.s begyndelse, muligvis af den hellige Birgitta, og en samtidig, usædvanlig fornem alterkalk. Altertavlen er et elegant snitværk af Henrik Werner fra 1641.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig