Alling Kloster, rester af et kloster 12 km nord for Silkeborg. Det blev oprettet mellem 1231 og 1268 af benediktinerordenen ved bredden af Alling Sø. 1444 var det en rig og anset stiftelse, og det kaldtes da Sankt Hans Kloster i Grønbæk. Det bestod af et firfløjet klosteranlæg; kirken var placeret i sydfløjen. Det blev opløst ved Reformationen, 1573 lagt under Silkeborg Slot og kort herefter revet ned.

Klostrets fundamenter er frilagt; 1989 blev murresterne dækket af beskyttende volde af græstørv, som samtidig tydeliggør grundplanen. Ved søen har man fundet rester af en vandmølle.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig