• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

borg

Oprindelig forfatter RAO Seneste forfatter Redaktionen

borg, fæstningsværker fra antikken, forhistorisk og historisk tid. Ordet er sprogligt beslægtet med bakke og bjerg og bruges også om ubefæstede pragtbygninger, der er magtens sæde, fx Amalienborg. Mere præcist er borgen stormænds og fyrsters befæstede bolig i middelalderen, men den kan også rumme en garnison. Middelalderborgen var fast beboet, mens forhistoriske tilflugtsborge eller folkeborge gav ly til et områdes befolkning i ufredstid og lå utilgængeligt i landskabet ofte fjernt fra kysterne, fx Gamleborg på Bornholm, Eketorp på Öland og Dunamase i Irland. Mange tilflugtsborge er stadig imponerende, og nogle er i traditionen blevet hjemsted for bestemte personer; fx skal Maiden Castle i Sydengland have været kong Arthurs Camelot. Dette vældige anlæg var som andre tilflugtsborge i brug, efter at romerne havde trukket sig tilbage fra England.

Middelalderborgen opstod i Nordfrankrig, da Karl den Store og hans forgængeres stærke statsmagt tidligt svækkedes af feudal opsplitning. Fra 800-t. befæstede stormænd deres gårde, og gennem 900-t. spredte privatborgen sig i Europa, hvor fyrsterne var for svage til at hævde kronens eneret på fæstningsbyggeri og opfylde dens pligt til at værne riget mod ydre fjender og indre uro. I de tyske lande fremkom snart mange borge, mens der i England stort set ingen var før 1066, og allerede fra 1100-t. krævedes der en "licence to crenellate" af godsejere med ambitioner om at blive borgherrer. Stormænd som fyrster levede især af deres jordegods, og borgene var både storgård og bolig, fæstning og administrativt centrum. Det gælder også rigsborgene, og statsmagtens garnisoner var fremskudte værker med et sikret bagland og led i et overordnet strategisk system, fx ved grænsen mellem Frankrig og Normandiet.

De ældste franske borge bestod ofte af to mere eller mindre kunstige banker. På en lavere og mindre stærkt befæstet "bailey" lå boligen og gårdens andre bygninger, mens en højere og snævrere "motte" med et trætårn var borgens egentlige forsvarsværk og den sidste tilflugt under angreb. Borgene i Europa blev tilpasset det forhåndenværende terræn og udnyttede de naturlige forsvarsmuligheder bedst muligt. Hvor der var behov for og råd til det, afløstes trætårn og palisader af huse og mure af sten, men mange borge rummede bygninger af forskellige materialer fra mange tider. Hastigt opførte motte-lignende jordværker anvendtes under felttog gennem hele middelalderen og indgik endnu i 1300-t. i mindre borganlæg i lande, hvor privat borgbyggeri sent vandt indpas, fx Danmark. Nyopførte borge fra senmiddelalderen er mere regulerede end ældre anlæg, fx Edward 3.s borge ved grænsen til Wales og Den Tyske Ordens borge, men grundlæggende er middelalderborgene så forskellige afhængigt af tid og sted, at det er vanskeligt at opstille typologier, der kan bruges til datering.

Annonce

Tårnet af træ og siden af sten var fra begyndelsen centralt i borgens forsvar og støttedes af palisader, ringmure, grav og vold, vindebro, faldgitter, skydeskår, skoldehuller m.m. Mange borge voksede betragteligt gennem middelalderen, palisader afløstes af ringmure, somme tider i flere lag uden om borgkernen, og brugen af tårne i muren og omkring portene blev stadig mere raffineret. Befæstningskunsten udvikledes i høj grad i forbindelse med korstogene til Det Hellige Land, hvor vesteuropæerne mødte både byzantinsk og arabisk fæstningsbyggeri og i korsfarerrigerne til en vis grad måtte leve i permanent belejringstilstand. Efter ca. 1200 kom der ikke mange nye detaljer til i det vesteuropæiske borgbyggeri, men man stræbte hele tiden mod en bedre udnyttelse af de gamle elementer.

Middelalderfæstningers forsvar ligger i højden og i en utilgængelig placering, og de er bygget op af flere led, der alle skal erobres, før borgen er vundet. Det søgtes opnået med undertiden årelang belejring, der ikke sjældent afsluttedes efter forhandling i stedet for kamp, men som alligevel kostede stridens parter dyrt.

Der findes en rig og ikke altid klar terminologi om borge. "Donjon" og "keep" er hhv. fransk og engelsk for vældige forsvarstårne, der også rummer boligen, fx Tower i London. Man bor også i en "tårnborg", men den er mere hus end tårn, og næsten alle anlæg omgives med en ringmur. I det tyske område er boligtårne sjældne, men der indgår normalt mange tårne i ringmurene. Nogle borge har givet vækstgrundlag til en by, andre blev opført i en by for at sikre den særligt eller for at beskytte byens herre mod dens befolkning. Middelalderborgen blev forældet fra begyndelsen af 1500-t., da en ny krigsmåde og især en udvikling af ildvåbnene tog fart. Da man lærte at rense krudtet og opfandt forladekanonen, kunne de gammeldags murværn ikke stå sig, og der opstod en ny type fæstninger. De var så kostbare, at ingen private magtede at bygge dem, og snart adskiltes også fæstning og bolig.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Rikke Agnete Olsen: borg i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=49728