Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Søborg

Oprindelige forfattere JHert og UKjaer Seneste forfatter Redaktionen

Søborg, Søborg Slot, borganlæg ved den tidligere købstad af samme navn i Nordsjælland 4 km syd for Gilleleje. Søborg antages at være den borg, som ifølge Saxo tilhørte ærkebiskop Eskil og 1161 blev erobret af Valdemar 1. den Store. Derefter tjente Søborg bl.a. som fængsel for betydningsfulde fjender af kongemagten. 1294-95 sad Jens Grand fængslet på Søborg, hvorfra det lykkedes han at flygte. Borgen synes opgivet i løbet af 1500-t. Den lå i en nu udtørret sø på et næs, som var delt i tre holme. På den yderste findes ruiner af hovedborgen, som først bestod af et ottekantet kampestenstårn inden for en jordvold; måske ca. 1200 opførtes et ringmursanlæg i kamp og tegl. Hovedbygningen, ca. 10,5 m×30,5 m, tolkes som et kongeligt palatium med kapel i en rundbygning ved den ene gavl. Den store mellemste holm, hvor der bl.a. er fundet en begravelsesplads, adskiltes fra den inderste holm med byen og kirken af et endnu bevaret, hen ved 175 m langt og indtil 6 m højt, dobbelt voldanlæg.

Der er offentlig adgang til borgruinen.

Søborg Kirke

Søborg Kirke er en anseelig teglstensbygning med kor og skib fra slutningen af 1100-t.; et oprindeligt tårn med herskabspulpitur erstattedes ca. 1250 af det nuværende. Kirken blev ved overhvælvingen ca. 1375 toskibet. Renæssancealtertavlen fra 1593 er købt fra Sankt Mariæ Kirke i Helsingør 1637.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Johannes Hertz, Ulla Kjær: Søborg i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=168759