Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dalby

Oprindelige forfattere ENy og HJFr Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/6082/=ud_a_100233.mp3?revision=1

Dalby Kirke. Foto: Bodil Hammer, 2009

Dalby Kirke. Foto: Bodil Hammer, 2009

Dalby, ('byen i dalen'), by i Skåne ca. 8 km øst for Lund; 5708 indb. (2011). Da Danmark ca. 1060 under Svend 2. Estridsen blev organiseret i ni stifter, blev Dalby gjort til bispesæde, hvor Egino var biskop. Svend Estridsen gjorde stedets kongsgård til sæde for en bisp, der mindre end ti år senere blev overflyttet til Lund.

Dalby Kloster

Efter at Dalby var blevet nedlagt som bispesæde, indsattes en provst og et antal kannikker, der fra begyndelsen af 1100-t. fulgte Augustinerreglen. Klostret, som brændte 1388, ejede før Reformationen ca. 450 gårde og var Skånes rigeste. Vestfløjen er bevaret tillige med et par sjældne økonomibygninger og betydelige dele af den oprindelige bispekirke (se Dalby Kirke), der blev opført af kong Svend og antages at være den ældste bevarede bygning i Skandinavien. Den treskibede basilika med kvadratisk kor blev stærkt ombygget i 1200-t. Et vesttårn fra 1100-t. rummer en hvælvet forhal i slægt med krypten under domkirken i Lund.

Fra klosterbiblioteket stammer den såkaldte Dalbybog, et evangeliehåndskrift, der er fra slutningen af 1000-t. og dermed Nordens ældste. Håndskriftets malede evangelistfremstillinger slutter sig ved en enkel båndornamentik til irsk-angelsaksisk tradition; det lidt yngre bogbind er fornemt guldsmedearbejde. Dalbybogen opbevares på Det Det Kongelige Bibliotek i København.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ebbe Nyborg, Hans Jørgen Frederiksen: Dalby i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=60633