Udstykning eller udparcellering er deling af en ejendom, oftest en landbrugsejendom.

1700-1800-tallet

Før landboreformerne fra midten af 1700-tallet var brugsstrukturen i Danmark præget af relativ uforanderlighed. Ophævelsen af dyrkningsfællesskabet og overgangen fra fæste til selveje skabte muligheder for omstrukturering, bl.a. ved frasalg af parceller til huse. I 1791 bestemtes det ved lov, at gårdnedlæggelser i forbindelse med udskiftning skulle modsvares af oprettelse af huse med jordtilliggende. Fæstegodsets overgang til selveje fra 1760'erne muliggjorde delinger, hvilket blev tilladt i 1769, og samtidig bestemtes det, at nye ejendomme skulle kunne ernære en familie. Udstykningen reguleredes i 1800 ved en lov, der krævede bibeholdelse af mindst 2 tdr. htk. af hovedparcellen, i 1810 nedsat til 1 td. htk. I 1819 strammedes betingelserne med krav om, at hovedparcellen skulle være på mindst 20 tdr. land af bedste jordkvalitet. I 1897 samledes tidligere lovgivning i bestemmelsen om, at hovedparcellen skulle være på mindst 1-2 tdr. htk., afhængigt af stedlige forhold.

Husmandspolitik

Husmandsbevægelsen, som opstod omkring år 1900, havde kravet om udstykning som et hovedpunkt. Jordlovene af 1919 muliggjorde omfattende udstykninger fra hoved- og præstegårde, efter Genforeningen i 1920 tillige af tidligere preussiske statsejendomme samt fra 1949 af sønderjyske præstegårdsjorder. Indtil begyndelsen af 1950'erne var udstykning til mindre brug målet for Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres samt i nogen grad Venstres jordpolitik, hvilket fra 1960'erne afløstes af regulering af betingelserne for sammenlægning af brug.

Se mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig