En sædegård er en hovedgård, der før 1660 var sæde for en adelig besidder. Gården måtte således miste sin status, hvis den gik ud af adeligt eje. Efter 1660 kunne hovedgårde også besiddes af ikke-adelige.
En komplet sædegård var indtil 1765 en ejendom med mindst 200 tønder hartkorn fæstegods. Den havde forskellige privilegier, bl.a. skatte- og tiendefrihed for hovedgårdsjorden, jagtret og skiftejurisdiktion for bøndergodset.
Ved indførelsen af De Rådgivende Provinsialstænder i begyndelsen af 1830'erne udgjorde sædegårdsejere en egen valgklasse. De til sædegårdene hørende rettigheder bortfaldt efterhånden dels ved Junigrundloven af 1849, dels ved den almindelige lovgivning.
Efter Arveforordningen af 1845 kunne en sædegårdsejer testamentere over halvdelen af sin formue til fordel for den livsarving, der fik tillagt sædegården. Reglen blev ophævet ved Arveloven af 2008.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.