Stavnsbånd betød binding af de 14-36-årige mænd af bondestanden til det gods, hvor de var hjemmehørende, indført med forordning af 4. februar 1733. Bindingen blev udvidet i 1742 til at gælde 9-40-årige og i 1764 til 4-40-årige.

Faktaboks

Etymologi
1. led i ordet stavnsbånd kommer af stavn 'hjemstavn, bopæl'.

Stavnsbåndet blev begrundet i hensynet til, at godsejerne, der forestod udskrivningen af de værnepligtige, kunne have tilstrækkeligt mandskab. Det var imidlertid utvivlsomt lige så meget dikteret af godsejernes behov for arbejdskraft og unge til at fæste ledige gårde og huse.

Stavnsbåndet indskærpede en udbredt praksis, som var etableret med indførelsen af en landmilits i 1701, hvorefter de værnepligtige unge af bondestanden skulle have godsejerens tilladelse til at flytte. Dog kunne karlene købe sig et fripas hos godsejeren, som også retligt kunne tilbagekalde karlene, hvis de rømmede fra godset. Den kvindelige del af befolkningen var ikke omfattet af stavnsbåndet.

Ophævelsen af stavnsbåndet

Stavnsbåndet falder i tråd med periodens almindelige styrkelse af godsejernes personretlige myndighed over deres fæstere. Ophævelsen af stavnsbåndet, der var undergravet ved udbredelsen af bondeselvejet fra 1760'erne, skete ved forordning d. 20.juni 1788. Afviklingen skete dog ikke med det samme, og først ved år 1800 var det ophævet for alle.

Ophævelsen, som i daglig praksis fik begrænset betydning, fik allerede i samtiden stor symbolværdi som en sammenfatning af landboreformernes bestræbelser. Det vidner fx Frihedsstøtten om.

Læs mere i Den Store Danske:

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig