Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

selveje

Oprindelig forfatter CBjø Seneste forfatter Redaktionen

selveje, personlig besiddelse, i dansk sprogbrug især forbundet med landbosamfundet, hvor det tidligere næsten helt dominerende fæste i perioden fra midten af 1700-t. til først i 1900-t. efterhånden blev afløst af selveje. Udtrykket bruges her forskelligt i forhold til tidligere tiders bondeejendom, der i 1500- og 1600-t. havde en anden, langtfra så udstrakt karakter.

De første køb af bondejord til selveje skete i 1750'erne i Vestjylland, og store bortsalg af ryttergods fra 1764 betød i Jylland og på Fyn, at mange blev selvejere. En række forhold omkring selvejernes stilling blev i 1769 fastlagt i en forordning. Der skete spredt salg af fæstegårde til selveje, enkelt- eller godsvis, og overgangen fra fæste til selveje tog fart i 1790'erne, især i Jylland. Reformlovgivningen efter 1784 fremmede processen, uden at der dog var egentlig lovgivning om overgang til selveje. I 1835 var 3/4 af de jyske bønder selvejere, mens fæstevæsenet stadig dominerede på Øerne, især Sjælland, hvor kun omkring 1/5 af bønderne var selvejere.

Tvungen overgang til selveje blev et af bondebevægelsens vigtigste krav, og fæsteafløsning blev i midten af 1800-t. et centralt emne i dansk politik. Især i 1850'erne solgtes meget fæstegods til selveje, og omkring 1870 var selvejet udbredt over det meste af landet, hvorfor spørgsmålet mistede politisk aktualitet. Med jordlovene af 1919 overgik det resterende fæstegods, herunder arvefæstegods, til selveje.

Til selvejets helt dominerende position i Danmark siden 1800-t., til dels til forskel fra andre lande, har til stadighed været knyttet stærke ideologiske forestillinger om dets betydning i sammenhæng med den familiebaserede landbrugsbedrift.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: selveje i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=157421