Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

sædegård

Oprindelige forfattere AGS, CBjø og LNie Seneste forfatter Marie-Louise Hammer

sædegård, hovedgård, der før 1660 var sæde for en adelig besidder.

En komplet sædegård, hvortil der indtil 1765 krævedes mindst 200 tdr. htk. fæstegods, havde forskellige privilegier, bl.a. skatte- og tiendefrihed, jagtret og skiftejurisdiktion for bøndergodset.

Ved indførelsen af De Rådgivende Provinsialstænder i begyndelsen af 1830'erne udgjorde sædegårdsejere en egen valgklasse. De til sædegårdene hørende rettigheder bortfaldt efterhånden dels ved Junigrundloven af 1849, dels ved den almindelige lovgivning.

Annonce

Efter Arveforordningen af 1845 kunne en sædegårdsejer testamentere over halvdelen af sin formue til fordel for den livsarving, der fik tillagt sædegården. Reglen blev ophævet ved Arveloven af 2008.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anne Grete Stokholm, Claus Bjørn, Linda Nielsen: sædegård i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=168638