Odelsbonde var de danske landskabsloves betegnelse for selvejerbonde.

Begrebet dækker det samme som adelbonde, som indtil 1500-tallet var betegnelsen for en ejendomsbesidder, der betalte ejendomsskat til kronen. Fra Valdemartidens Sjælland (1157-1241) ved man, at mindre end 1/4 var selvejere; mere nøjagtige angivelser for hele landet har man først fra middelalderens slutning, og af disse fremgår det, at højst 1/7 var selvejere, mens de øvrige var fæstebønder.

En teori er, at selvejesystemet var et vikingetidsfænomen, og at der med selvejet fulgte visse militære forpligtelser i forhold til kongemagten. Opfattelsen kan forklare, at odelsbønder ansås for kronens skattebønder, der havde specielle rettigheder og forpligtelser.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig