Mosebrug er indvinding af mosetørv til brændsel og havejord. Fremstilling af mosetørv kendes fra oldtiden (fra ældre jernalder). Før kul og olie efter 1850 blev taget i anvendelse som brændselsemner, brugtes tørv i stort omfang som brændsel i Danmark.

Da man i 1700-tallet begyndte at fremstille æltetørv, dvs. tørvejord opblødt med vand for at få massen til at hænge sammen, voksede mosebruget i betydning. Vådæltning af tørv begyndte i Danmark i slutningen af 1800-tallet, hvilket blev grundlaget for 1900-tallets danske tørveindustri. Den blomstrede under 1. Verdenskrig og 2. Verdenskrig, men ophørte i midten af 1960'erne. Moser var tidligere også en vigtig græsningsreserve, især før kulturgræssets fremkomst.

Man har vidnesbyrd om, at tørvemos er blevet brugt som lægemiddel gennem tiderne. Man har puttet det i sår og brugt det som bandage, fx under 1. Verdenskrig. Tørvemosset kan opsuge væske svarende til 20 gange sin egen tørvægt, da der side om side med de levende celler er tomme, luftfyldte celler, hyalinceller. Denne egenskab har desuden gjort tørvemos anvendeligt som en slags ble. Cellevæggene i tørvemos indeholder giftige fenolforbindelser, der dræber mikroorganismer, og sandsynligvis er der også antibiotika fra de mange mikroorganismer på tørvemosset.

I dag udnyttes tørvemos (Sphagnum) i stor stil som jordforbedringsmiddel, især til haver og er fortsat en væsentlig industri.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig