Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

jordlove (Jordlovgivningen i Danmark)

Oprindelig forfatter CBjø Seneste forfatter Redaktionen

De gentagne forbud mod nedlæggelse af bøndergårde i Danmark i 1600- og 1700-t. kan betragtes som tidlige jordlove, ligesom den såkaldte Majoratslov af 1671 og senere (1683) Christian 5.s Danske Lovs adgang til oprettelse af stamhuse tilskyndede til etableringen af permanente (stor)godser.

Reformerne i 1700-t.s sidste halvdel gav med forordningen om selvejere fra 1769, der indskærpede forbuddet mod nedlæggelse af bøndergårde, retsgrundlaget for fæstejords overgang til selveje og bondeselvejernes retsstilling. Ved en lov i 1791 lempedes forbuddet mod nedlæggelse af bøndergårde, og der blev samtidig sat en grænse for sammenlægninger på 12 tdr. htk. Fæsteloven af 1787 indebar, at der ved udskiftning kunne frastykkes huslodder a 3-4 tdr. land, og 1791-loven krævede oprettelse af to huse med jord ved nedlæggelse af én bondegård. Reformlovgivningen søgte således på én gang at beskytte bondegårdsbedriften og tilskynde til etablering af smålandbrug; se også landboreformer.

Bortset fra love i 1810 og 1819 rummede dansk lovgivning i 1800-t. få egentlige jordlove. Grundloven af 1849 forbød oprettelse af len og stamhuse; liberalisering af jordlovgivningen blev drøftet, men ikke gennemført. Et nyt jordpolitisk skridt blev taget med Loven om tilvejebringelse af jordlodder for landarbejdere, den såkaldte Statshusmandslov, fra 1899, der revideredes i 1904 og igen mere afgørende i 1909, da loven ændredes til Lov om oprettelse af (selvstændige) husmandsbrug. Jordlovene af 1919 vedrørende bortsalg af jord i offentligt eje, præstegårdsjorder og lens og stamhuses overgang til fri ejendom indledte den i nyere tid mest omfattende omfordeling af jorden i Danmark; lovene sikrede afståelse af jord fra staten, storlandbruget (len og stamhuse) og præstegårdene til nyoprettelse af eller supplering af bestående husmandsbrug. Ved Genforeningen i 1920 overtog den danske stat et antal tidligere preussiske statsejede gårde (domænegårde), og 1919-lovene fik derfor stor betydning i det sønderjyske område. Statens Jordlovsudvalg etableredes til administration af 1919-lovene med Niels Frederiksen som magtfuld formand. Jordlovgivningen byggede nu på Statshusmandsloven fra 1899 vedrørende ansøgerbetingelser og lånerammer og 1919-lovene vedrørende jordens tilvejebringelse.

Annonce

1919-lovene suppleredes i 1921 med en lov, der ajourførte 1899-loven og fremmede udstykningen stærkt. Det er blevet anslået, at udstykningen 1899-1940 omfattede et areal på størrelse med Lolland-Falster. Jordlovgivningen samordnedes efterhånden, især i lov af 1933, fornyet 1938 og 1943, og i 1948 vedtoges med politisk enstemmighed en ny statshusmandslov, der endeligt samarbejdede 1899- og 1919-lovkomplekserne. I 1949 fulgte lov om udstykning af sønderjyske præstegårdsjorder.

Udviklingen i landbruget efter 1950 med mekanisering, arbejdskraftens afvandring og faldende økonomisk indtjening satte udstykningen i stå og forringede de små landbrugs muligheder, og efterhånden blev behovet for sammenlægning aktuelt. Reglerne for samdrift og sammenlægning lempedes i 1962, og året efter faldt ved en folkeafstemning fire jordlovsforslag, som bl.a. indebar en omdannelse af Statshusmandsloven til en lov om statslig eller kommunal forkøbsret.

Landbrugsloven lempedes yderligere i 1967, da sammenlægningsgrænsen blev sat til 35 ha, og i 1971 blev der ved lov givet fri adgang til sammenlægning på op til 100 ha og samdrift på op til 200 ha, mens de gamle jordloves statsstøtte til udstykning afløstes af støtte til køb af tillægsjord. Den epoke, som var indledt i 1899 og havde resulteret i oprettelsen af ca. 28.000 selvstændige brug, var nu officielt afsluttet.

Jordlovgivningen blev atter strammet i 1973 og 1978, bl.a. med krav om bopælspligt og landbrug som hovederhverv, nedsættelse af sammenlægnings- og driftsgrænserne samt indførelse af uddannelseskrav som betingelse for erhvervelse af landbrug; ejendomme under 5 ha blev dog undtaget fra disse regler.

Landbrugsloven af 1986 ophævede hovederhvervskravet, men bibeholdt bopælspligten; loven øgede endvidere atter grænsen for sammenlægninger til 100 ha og gjorde samdriftsgrænsen fri, mens uddannelseskravet opretholdtes i skærpet form for ejendomme over 15 ha. Loven af 1989 øgede sammenlægningsgrænsen til 125 ha og lempede reglerne for samdrift, mens den seneste ændring i 1994 yderligere har som mål at fremme en hensigtsmæssig strukturudvikling ved samdrift og sammenlægning, idet mindre og mellemstore bedrifter skal sikres muligheder for suppleringsjord.

Jordlovgivningen har i traditionel forstand villet fremme en hensigtsmæssig brugsstørrelse, hvor driftsøkonomiske og især socialpolitiske hensyn har været hovedelementerne. I dag kan Miljøbeskyttelsesloven og planlovgivningens bestemmelser dog i lige så høj grad hævdes at have betydning for de vilkår, hvorunder der drives landbrug i Danmark.

Administrationen af de gældende bestemmelser i den danske jordlovgivning har fra slutningen af 1990'erne gentagne gange været kritiseret af den politiske venstrefløj og inden for landbruget af organisationen Dansk Familielandbrug for at være for lempelig i forhold til den stærke tendens hen mod etableringen af stadig større enheder i landbruget. Regeringen Fogh Rasmussen, som tiltrådte i 2001, har dog tilkendegivet, at man ikke ser grund til større ændringer i lovgivningen eller administrationen heraf.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: jordlove (Jordlovgivningen i Danmark) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=102073