Husmandsbevægelsen. Oversigt over Dansk Familielandbrug/Husmandsforeningernes organisatoriske opbygning.

Husmandsbevægelsen opstod i Danmark omkring år 1900 på baggrund af omlægningen af landbruget til animalsk produktion, andelsbevægelsens gennembrud og bestræbelserne på at skaffe den stigende befolkning på landet et selvstændigt udkomme ved at ’få foden under eget bord’. Fra alene at have tjent som supplement til familiens underhold havde småbruget sidst i 1800-tallet gennem en intensiv driftsform fået øgede muligheder for en profitabel produktion af især mælk, svin og æg.

Etableringsfasen

Allerede i 1880'erne blev der oprettet særlige foreninger for smålandbrugere, og fra Husmandsforeningen for Klim, Thorup og Vust Sogne i Thy, oprettet i 1896, og Herfølge Husmandsforening, stiftet i 1900, går den direkte linje til de følgende års gennembrud for bevægelsen. I 1901 blev der oprettet en del foreninger landet over, og allerede i november samme år stiftedes landsorganisationen Dansk Husmandsforening, der dog ikke fik fodfæste. Det gjorde derimod de regionale sammenslutninger, dvs. De Fynske Husmænds Landboforening (fra 1907 De Samvirkende Husmandsforeninger i Fyns Stift), De Samvirkende Jydske Husmandsforeninger, De Samvirkende Sjællandske Husmandsforeninger, alle tre stiftet i 1902, samt De Samvirkende Bornholmske Husmandsforeninger, stiftet i 1903; De Samvirkende Lolland-falsterske Husmandsforeninger blev udskilt fra de sjællandske i 1906.

Antallet af medlemmer og lokale foreninger steg hastigt fra 300 foreninger med 11.000-12.000 medlemmer i 1905 til 750 foreninger med 37.000 medlemmer i 1910. I 1914 var tallene steget til 850 foreninger med lidt over 56.000 medlemmer, heraf ca. 50 procent i Jylland. Husmandsforeningerne omfattede almindeligvis et sogn eller en kommune. De sjællandske foreninger udgav bladet Husmanden 1903-1950, de jyske bladet Husmandshjemmet 1904-1950.

Landsorganisationen skabes

Samtidig oprettedes i hhv. 1906 og 1908 Husmandshypotekforeningen og Husmandsbrandkassen og i 1907 den første udstykningsforening (på Sjælland); de var alle led i bevægelsens ekspansion og havde sagfører Vilhelm Nielsen som administrator. De regionale sammenslutninger etablerede i 1903 et samarbejde, som fra 1906 tog form af en bestyrelse, De Samvirkende Danske Husmandsforeninger; formelt skabtes landsorganisationen dog først ved et landsstævne i Odense 1910. Organisationens første formand blev formanden for de jyske husmænd, Jørgen Nielsen, og i 1913 vedtoges et program med fagligt og socialpolitisk indhold. De lokale foreninger samledes i kredse, og senere dannedes amtskredse.

På småbrugets vegne stillede husmandsbevægelsen krav om statslig bistand til udstykning, til jordbeskatning iht. georgismens principper (se Henry George) samt til en frigørelse fra gårdmændene og deres foreninger, landboforeningerne, der hidtil havde forestået det faglige arbejde og administreret de betydelige offentlige bevillinger til husmandsbrugets fremme. Politisk søgte man tilslutning til Det Radikale Venstre og til Socialdemokratiet. Uden at det førte til splittelse i bevægelsen, var der fra begyndelsen en stærkere socialpolitisk markering på Øerne, mens Jylland var mere præget af en faglig end af en politisk linje. Især mange jyske husmænd har frem til vore dage også været medlem af lokale landboforeninger.

Husmandsbevægelsen fik i 1907 overdraget administrationen af halvdelen af de statslige bevillinger, og i 1910 under den radikale regering C.Th. Zahle 1909-1910, hvori husmand Poul Christensen var landbrugsminister, fik bevægelsen hele beløbet under sin administration. Den radikale regering foranstaltede endvidere, at den statslige jordpolitik fra 1909 sigtede mod oprettelse af selvstændige smålandbrug, især som statshusmandsbrug.

Husmandsbevægelsen fik i gennembrudsfasen både praktisk og litterær støtte fra Jeppe Aakjær og især Johan Skjoldborg, som blev bevægelsens digter med romaner, noveller, digte og sange, fx den tidlige Når vinteren rinder i grøft og i grav (1897). Frigørelsen af smålandbruget og dets brugere fra gårdejernes faglige og organisatoriske førerskab gav husmandsbevægelsen et selvstændigt præg; det understregedes yderligere ved oprettelse af særlige husmandsskoler og ved et stadigt arbejde for, at det lokale foreningsliv kom til at omfatte alle sider af husmandsbefolkningens tilværelse.

Husmændene får betydelig politisk indflydelse

Under 1. Verdenskrig øgedes tilslutningen til bevægelsen fortsat, og De Samvirkende Danske Husmandsforeninger fik en central erhvervspolitisk placering. Zahles anden regering 1913-1920 støttede sig i vid udstrækning på husmandsbevægelsen; R.J. Vandman, formand for De Samvirkende Danske Husmandsforeninger 1914-1931, og især Niels Frederiksen, formand for De Samvirkende Sjællandske Husmandsforeninger 1910-1929 og medlem af folketinget 1913-1914, fik stor indflydelse på krigsårenes prisregulerings- og vareforsyningspolitik. Niels Frederiksen var formand for Statens Jordlovsudvalg 1919-1947 og dermed leder af det statslige udstykningsvæsen. Husmændene deltog i forhandlingerne 1917-1919 om oprettelse af en fællesrepræsentation for dansk landbrug, men ved den endelige beslutning om oprettelsen af Landbrugsraadet i 1919 valgte de at stå udenfor.

Som konsekvens af Genforeningen i 1920 oprettedes samme år De Samvirkende Sønderjyske Husmandsforeninger, dog med undtagelse af Sønderborg Amt, der indtil 1973 var tilsluttet den jyske samvirksomhed. 1920'erne var præget af omfattende udstykninger af statshusmandsbrug (se jordlove), hvilket forøgede antallet af småbrug. Ikke blot Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, men også Venstre støttede udstykningspolitikken, der fik nyt lovgrundlag i 1934.

Husmandsbevægelsens medlemstal nærmede sig i mellemkrigsårene landboforeningernes; i 1940 var tallene hhv. 96.000 og 115.000, og husmændene stillede til stadighed krav om, at de to organisationer ligestilledes. Under indtryk af krisen i begyndelsen af 1930'erne var husmændene, nu under ledelse af Jens Holdgaard, i 1932 indtrådt i Landbrugsraadet med samme repræsentation som landboforeningerne. Holdgaard døde i 1936 og afløstes af N.P. Andreasen. I 1939 udtrådte husmændene imidlertid af Landbrugsraadet pga. uenighed om valutapolitikken. Husmandsbevægelsens medlemstal var i 1946 på 116.000 mod landboforeningernes 141.000.

Udviklingen efter 2. Verdenskrig

Den udstykningspolitik, der hidtil havde været et af bevægelsens hovedmål, viste sig efter krigen at være urealistisk. Hvad der nu trængte sig på, var mekanisering og rationalisering af landbrugserhvervet. I 1957 overtog Peter Jørgensen formandsposten, og krav om støtte til den animalske produktion og til jordpolitiske reguleringer til fordel for de mindre landbrugere indgik samme år i bevægelsens program. Som følge af nedlægninger og især sammenlægninger oplevede Husmandsbevægelsen en kraftig tilbagegang i medlemstallet: I 1957 var der 103.000 medlemmer, i 1962 91.000, i 1967 75.000 og i 1972 55.000, mens landboforeningerne i 1972 havde 120.000 medlemmer.

I 1973 blev Christian Sørensen formand, og i 1976 genindtrådte husmændene i Landbrugsraadet, hvor Sørensen blev vicepræsident. Bevægelsens struktur med lokalforeninger samlet i kredse, amtsforeninger og de seks provinsielle sammenslutninger under De Samvirkende Danske Husmandsforeninger forblev længe uændret. I 1970'erne indledtes imidlertid en sammenlægning; således samledes lokalforeningerne i 13 regioner, der vælger landsorganisationens bestyrelse; de to husmandsblade blev lagt sammen til Landbrugsmagasinet, der udkommer hver 14. dag. De Samvirkende Danske Husmandsforeninger ændrede i 1975 navn til Danske Husmandsforeninger; i 1993 overtog Peder Thomsen (født 1942) formandsposten, og organisationen tog atter navneforandring, denne gang til Dansk Familielandbrug/Husmandsforeningerne.

Den dybtgående strukturforandring i dansk landbrug i sidste halvdel af 1900-tallet har afviklet det traditionelle husmandsbrug, som det blev udformet i første halvdel af århundredet. Husmandsbevægelsen har måttet tilpasse sig de nye vilkår og appellerer således til den del af landbrugerne, der deler organisationens særlige synspunkter. Bevægelsens formål er fortsat at varetage medlemmernes økonomiske, sociale og kulturelle interesser. Familiens rolle som ramme om bedriften understreges, og erhvervspolitisk er bevægelsen kritisk over for udviklingen mod stordrift. Den har i forhold til landboforeningerne været mere villig til at acceptere regulering af erhvervet og udvist større interesse for økologisk landbrug.

Udviklingen hen imod stadig færre, men større enheder har i de seneste år aktualiseret spørgsmålet om organisationens fremtid, herunder samarbejdet med De Danske Landboforeninger. Familielandbruget afviste først to fremsatte forslag om etablering af en fællesorganisation for dansk landbrug, men på en delegationsrejse til Kina i 2002 enedes Peder Thomsen og landboforeningernes formand, Peter Gæmelke om at arbejde hen mod skabelsen af en enhedsorganisation, som til en vis grad skal respektere Dansk Familielandbrugs særlige erhvervspolitiske synspunkter. Det skabte en betydelig debat inden for familielandbrugets rækker. Organisationen talte 2002 ca. 11.000 medlemmer (inkl. passive medlemmer). I 2023 talte sektionen Familielandbruget inden for Landbrug & Fødevarer ca. 3000 aktive medlemmer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig