En husmand er en beboer af et hus på landet med eller uden jordtilliggende. I middelalderen brugte man udtrykket gårdsæde, men ordet husmand vandt udbredelse i 1500-tallet. Man kunne da skelne mellem gadehusmænd, hvis huse lå på landsbyens jord, og inderster eller indsiddere, hvis huse lå på gårdenes jorder, eller som havde bolig på gårdene. Denne sidste gruppe havde ingen adgang til jord. I Sønderjylland betegnede ordet kådner en husmand med jordlod eller med ret til græsning.

I dyrkningsfællesskabets tid

I landsbyfællesskabets tid boede de fleste husmænd i landsbyerne. De havde græsningsret på bymarken eller forten til nogle får og en ko. Husmændene ernærede sig ved arbejde på gårdene, i mindre grad på godserne og ved håndværk, hvorfor gruppen socialt frembød store forskelligheder. Højest stod smeden, længere nede kom fx vævere, mens de ringest stillede var daglejerne. Husmændene havde ikke sæde blandt byens mænd, dvs. i bylauget, der tog sig af landsbyens styre. Den sociale afstand mellem gårdmænd og husmænd var mange steder ikke stor, og mobiliteten inden for de to grupper var betydelig. Antallet af husmænd øgedes stærkt gennem 1600- og 1700-tallet, således at deres antal på de østlige øer oversteg gårdmændenes. Ifølge historikeren Fridlev Skrubbeltrangs beregninger var der omkring 1700 ca. 60.000 gårdmænd og ca. 35.000 husmænd, mens grupperne omkring 1800 var hhv. ca. 55.000 og ca. 60.000. Udenfor landsbyerne kunne der findes enkeltliggende huse med særlige funktioner, fx ved skovområder (skovhusmænd) eller moser eller overdrev (vogterhuse).

Efter udskiftningen

Ved udskiftningen fra slutningen af 1700-tallet fik husmændene i et vist omfang små jordlodder på to til fem tønder land, hvilket muliggjorde et beskedent kvæghold og selvforsyning med brødkorn. Jordlodderne lå oftest i bymarkernes udkanter og mange steder samlet i kolonier, hvilket fortsat præger bebyggelsesmønstret. Fra slutningen af 1700-tallet faldt den oprindelige fæstetvang på huse efterhånden bort; under godserne og på selvejergårdene, fortrinsvis på Øerne og i Østjylland, opførtes der lejehuse, som oftest lejedes for et halvt år ad gangen evt. med en jordlod. Mens gårdmændenes hoveriydelse blev reguleret ved Forordningen af 6.12.1799, gav en forordning af 30.1.1807 om husmandshoveri, kaldet pligtarbejde, jordejerne friere råderum, og husmændenes hoveriarbejde erstattede i stort omfang gårdmandshoveriet. Antallet af husmænd øgedes fortsat, ikke mindst hvad gruppen uden jordtilliggende angik.

I løbet af 1800-tallet befæstedes skellet mellem gårde og huse. Ved ejendomsstatistikkens indførelse sattes grænsen ved en tønde hartkorn; loven om sogneforstanderskaber satte i 1841 den tilsvarende grænse for valgret og valgbarhed (endeligt bortfaldet 1867). Utvivlsomt øgedes den relative afstand mellem gårdmænd og husmænd, og i 1840'erne blev forbedring af husmændenes kår fremført som et punkt på bondebevægelsens program, især af Peder Hansen. I 1848 og 1850 blev lejehusmændenes vilkår lovreguleret, men den stadig stigende husmandsbefolkning fremstod mere og mere tydeligt som landbosamfundets underklasse.

Social og regional differentiering

Husmandsgruppen rummede også i 1800-tallet stor social spredning. I juridisk henseende var der fortsat fæste-, leje- og selvejerhuse; mange, der boede i huse i de to første grupper, hørte til godserne som tyendehusmænd eller tjenestehusmænd, der oftest ingen jordlod havde og var forpligtet til arbejde på gården eller i skoven. Bolsmanden (se bol) rådede over et areal, hvis størrelse lå mellem gårdmandens og husmandens, mens småbrugere på jordlodder, der var udstykket fra gårde, ofte betegnedes parcellister; i begge tilfælde var der tale om smålandbrug, hvor udbyttet fra jorden spillede en betydelig rolle for underholdet.

I Vest- og Nordjylland, hvor der fandtes uopdyrket jord i stort omfang, fik udviklingen et anderledes forløb end på Øerne og i Østjylland. Selvejet var her fra ca. 1800 den den dominerende besiddelsesform, og skellet mellem gårde og huse blev langtfra så stort, ligesom statistikkens skillelinje ved en tønde hartkorn var uden reel betydning. Mange huse blev i kraft af opdyrkningen efterhånden at betragte som gårde, dvs. at besidderen udelukkende ernærede sig ved jordens dyrkning og besad egen trækkraft. Det var fortsat i 1800-tallet almindeligt på landet, at de fleste håndværkere boede i et hus og drev et mindre landbrug ved siden af deres fag.

Husmændenes storhedstid

I anden halvdel af 1800-tallet øgedes interessen for husmandslandbruget. Gennem vejledning og præmiering søgte man at fremme en intensiv drift af de små jordbrug. Omlægningen til animalsk produktion og andelsbevægelsens gennembrud i 1880'erne gav det lille landbrug stærkt forbedrede muligheder. Statshusmandsloven af 1899 (revideret i 1904) havde oprindelig til hensigt at skaffe landbrugets arbejdere et socialt og økonomisk rygstød gennem dyrkningen af en jordlod, men fra revisionen af loven i 1909 var formålet etableringen af smålandbrug, oftest på seks til ti tønder land, der helt eller i overvejende grad kunne underholde en familie. Gennem privat og fra 1919 offentlig udstykning (se jordlove) øgedes antallet af husmandsbrug betragteligt, og husmandsbevægelsen etableredes i årene mellem århundredskiftet og 1. Verdenskrig som det organisatoriske forum for smålandbrugets interesser.

Udviklingen efter 1945

Udstykningen til husmandsbrug var officiel politik indtil ca. 1945, men i 1950'erne satte en udvikling ind, der førte til et voldsomt fald i antallet af husmandsbrug, ligesom brugenes gennemsnitsareal kraftigt forøgedes. Betegnelsen husmand er i dag udtryk for en politisk-ideologisk holdning hos landbrugeren mere end for arealstørrelsen. I almindelighed er der dog oftest tale om et relativt mindre landbrug, væsentligst drevet uden fremmed arbejdskraft og med høj animalsk produktion; mange husmænd er tillige beskæftiget uden for landbrugserhvervet. Husmandsbrug er i de senere årtier blevet attraktive for hobbylandmænd, der har deres hovederhverv uden for landbruget, og som fx kan holde heste eller andre dyr på stedet. Oftest er det meste af jorden dog solgt fra, således at kun bygninger er tilbage sammen med en (større) havelod og måske jord til en hest eller to.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig