Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

hovedgård

Oprindelig forfatter TrDa Seneste forfatter Marie-Louise Hammer

hovedgård, herregård, gods, den gård, der udgjorde centrum i det godssystem, der opstod i senmiddelalderen (se også sædegård).

Mens betegnelsen gods især anvendes økonomisk, bruges betegnelsen hovedgård om godsejerens (herremandens) standsmæssige bolig, hvortil flere og flere adelsprivilegier med tiden blev knyttet; ud over skattefrihed for den jord, som adelen selv drev, fik standen i 1527 også tiendefrihed (se tiende).

I takt med 1500-t.s godssamling opførtes talrige herregårde som tegn på de adelige godsejeres status og rigdom, og i 1547 fastslog en forordning, at sønner havde fortrinsret til at arve hovedgården, dvs. at døtre måtte nøjes med at få deres arvepart udlagt i det ofte spredte fæstegods.

Annonce

Meget rige hovedgårdsejere kunne opnå birkeret (se birk), hvis de ejede et helt sogns jord, ligesom hovedgården under enevælden i stigende grad blev centrum for den lokale forvaltning.

Mens grever og baroner (se lensvæsen) kunne besidde amtmandslignende funktioner, havde de godsejere, der besad en komplet sædegård, dvs. en hovedgård på mindst 200 tdr. htk. fæstegods, skatte- og tiendefrihed imod til gengæld at hæfte for deres fæstebønders skatter.

Dertil kom, at alle hovedgårdsejere besad lokal politimyndighed over alle godsets beboere, og at godsejeren, i praksis hans ridefoged, tog sig af skiftevæsen. Med Stavnsbåndets indførelse i 1733 fik hovedgårdsejeren tillige meget stor indflydelse som lokal udskrivningschef.

Mange godsejere "købte" i tidens løb den lokale sognekirke, dvs. modtog kirkens indtægter imod til gengæld at afholde de nødvendige udgifter, og det var et udbredt ønske at opnå kaldsret til sognets præstekald.

Mens hovedgårdenes antal ca. 1500-1800 var ret konstant (700-800), voksede deres samlede areal betragteligt, skønt lovgivningen i princippet forbød, at bondejord blev lagt ind under en hovedgårds drift.

Efter landboreformerne fra slutningen af 1700-t. mistede hovedgårdsbegrebet gradvis sin betydning, bl.a. da soldaterudskrivningen fratoges godserne i 1788, og da de i 1791 indførte sognefogeder overtog den lokale politimyndighed m.m. Senere bortfaldt de lokale forvaltningsmæssige opgaver.

Mange af de gamle hovedgårde betragtes i dag som nationale klenodier. De kostbare historiske bygninger er imidlertid meget vedligeholdelseskrævende, og debatten om deres bevarelse er taget til, i takt med at flere og flere godsejere har fået problemer med at opretholde en rentabel drift.

Mange hovedgårdsbygninger står tomme, idet ejerne er flyttet til tidligere forvalterboliger; nogle hovedgårde er blevet overtaget af familiefonde eller har fået status som museum mv.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Troels Dahlerup: hovedgård i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=93361