Herlighed var oprindelig en form for overejendomsret til bondejord, der udløste en afgift, evt. en årlig ydelse, ved tiltrædelse af brugen, kaldet indfæstning eller stedsmål.

Den adskilte sig fra den årlige ydelse (landgilde), som bønderne betalte for brugen af bondejorden, kaldet skylden. Herlighedsafgifterne var udtryk for det værn, som herren (godsejeren) ydede over for sin tjener (bonden). De kunne være oldengæld for svins adgang til underskoven, som kun ydedes i gode oldenår. Eller de kunne være afgifter for det gæsteri, som bonden kunne yde sin herre i form af kost og logi til et vist antal ryttere og heste, altså ikke årligt fastsatte afgifter. Men de tenderede mod at blive faste afgifter. Herligheden kunne konkret være jagt og fiskeri, en vis ret til tilsyn med driften og tidligere også birkeretten.

Bondejord kunne ofte bortsælges med forbehold af herlighedsretten, hvilket fx skete ved statens salg af fæstegods til selveje.

I dag bruges i forbindelse med vurderingen af en boligs kvalitet udtrykket herlighedsværdi om særlige goder, der ikke kan værdisættes præcist, fx udsigt, beliggenhed og lokalt miljø.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig