Gård er en generel betegnelse for en bebyggelsesenhed, som er udgangspunkt for at drive landbrug.

Den rummer således både bolig for en familie og evt. anden arbejdskraft samt stald og lade, hvor produktionen foregår eller opbevares. Der kendes gårdsanlæg tilbage fra jernalderen, hvor der er fund fra stalde ved arkæologiske udgravninger. I historisk tid blev gårde grundlag for beskatning, ligesom de udgjorde kernen i de fæstegodskomplekser, der voksede frem.

Fra gård til landbrug

I nyere tid blev gård en almindelig betegnelse for et landbrug, der rådede over egen trækkraft, dvs. heste, og hvor beboerne udelukkende var beskæftiget ved jordbruget, i modsætning til hus (se husmand), hvor dette normalt ikke var tilfældet. Den sociale afgrænsning opefter blev udtrykt ved tilføjelsen bonde- (se bondegård). I 1800-tallet blev den nedre grænse for en gård fastsat til 1 td. hartkorn i den officielle statistik (fra 1835).

Gård som en historisk betegnelse

Ordet gård er i dag nærmest en historisk betegnelse for de bygninger, som bebos af ikke-erhvervsaktive landmænd i et kulisselandskab. Erhvervsaktive landbrug er i dag af betydelig størrelse arealmæssigt og med industrielt lignende bygninger og kan være resultatet af sammenlægninger af mange gårde.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig