Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

gods

Oprindelig forfatter TrDa Seneste forfatter Redaktionen

gods, egl. ejendom eller besiddelse af værdier, men også visse vægtige genstande, fx støbegods. Mens ordet gods i ældre tid især blev anvendt om jordegods, dvs. fast ejendom, kom begrebet senere til også at betyde en forvaltningsmæssig enhed; nu bruges gods i denne sammenhæng kun om større land- og skovbrug med hovedbygning, park m.m.

I højmiddelalderen eksisterede der i Danmark talrige mindre hovedgårde med tilhørende arbejdspligtige bønder, men omkring 1400 opstod det klassiske danske godssystem, der først blev afviklet fra slutningen af 1700-t. Hovedgården blev drevet af godsejeren; dertil kom ofte skov, møllegods, købstadsgods osv. Fæstegodset blev drevet af bønderne, der ydede afgift, landgilde, til godsejeren (se fæste). Omkring 1500 var denne afgift godsejerens væsentligste indtægt fra fæstegodset. Efter kronens inddragelse af kirkegods under Reformationen gennemførtes en lang række mageskifter, dvs. byttehandler, hvorved der opstod betydelige godskomplekser med udstrakt tilliggende af fæstegods. De talrige kriser i 1600-t. betød, at mange bønder fik vanskeligt ved at udrede landgilde og skatter. Afgifterne konverteredes derfor i stigende grad til arbejdsydelser på hovedgården (se hoveri). Da de adelige storgodsejere i ældre tid ofte deltog aktivt i statens styrelse, blev det daglige tilsyn med godset varetaget af en ridefoged, i 1700-t. gerne kaldet en godsinspektør eller -forvalter, mens selve dyrkningen blev ledet af en eller flere ladefogeder. Godset blev den centrale enhed i landbrugets produktion, og det var hovedgårdsdriften, der præsterede overskuddet til eksport af korn og kvæg.

Enevældens opbygning af et lokalt forvaltningsapparat inddrog i vid udstrækning godset, fx i forbindelse med soldaterudskrivning og skatteopkrævning, og nye storgodser opstod som konsekvens af Forordningen om Len af 1671. Ved bortsalget af krongods i 1760'erne og 1770'erne opstod på Sjælland og Falster nye godser, men reformerne i slutningen af 1700-t. betød generelt en begyndende afvikling af godset som administrativ enhed; i dele af Jylland skete der en decideret afvikling af godssystemet, også kaldet "godsslagtning". Fæstegodsets successive overgang til selveje omformede de fleste godser til storlandbrug og skovbrug med husmænd og landarbejdere som arbejdskraft. På mange af disse brug indførtes nye arbejdskraftbesparende og udbyttefremmende driftsmetoder, og langt op i 1800-t. var godsejerne endnu foregangsmænd mht. driftsforbedringer.

Annonce

Junigrundloven af 1849 forbød oprettelsen af nye len, og Lensafløsningsloven af 1919, der reelt inddrog hen imod 25% af den underliggende jord, var et alvorligt slag mod de største godser. I 1919 var der i Danmark 1335 landbrug med over 120 ha jord; i 1959 var antallet faldet til 861, men siden er det som følge af landbrugssammenlægninger mere end tredoblet. Antallet af mellemstore landbrug, den klassiske (bonde)gård, er tilsvarende faldet drastisk. Udviklingen af det moderne landbrug har således i flere henseender gjort betegnelsen gods utidssvarende. De kulturhistoriske værdier, der ofte er knyttet til de gamle godsejendomme, har imidlertid i de senere år øget opmærksomheden omkring deres bevarelse, også pga. deres rekreative og turistmæssige betydning.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Troels Dahlerup: gods i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. juli 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=84755