I højmiddelalderen eksisterede der i Danmark talrige mindre hovedgårde med tilhørende arbejdspligtige bønder, men omkring 1400 opstod det klassiske danske godssystem, der først blev afviklet fra slutningen af 1700-tallet. Hovedgården blev drevet af godsejeren; dertil kom ofte skov, møllegods, købstadsgods osv. Fæstegodset blev drevet af bønderne, der ydede afgift, landgilde, til godsejeren (se fæste). Omkring 1500 var denne afgift godsejerens væsentligste indtægt fra fæstegodset.
Efter kronens inddragelse af kirkegods under Reformationen gennemførtes en lang række mageskifter, dvs. byttehandler, hvorved der opstod betydelige godskomplekser med udstrakt tilliggende af fæstegods. De talrige kriser i 1600-tallet betød, at mange bønder fik vanskeligt ved at udrede landgilde og skatter. Afgifterne konverteredes derfor i stigende grad til arbejdsydelser på hovedgården, som udvidedes betydeligt (se hoveri). Da de adelige storgodsejere i ældre tid ofte deltog aktivt i statens styrelse, blev det daglige tilsyn med godset varetaget af en ridefoged, i 1700-tallet gerne kaldet en godsinspektør eller -forvalter, mens selve dyrkningen blev ledet af en eller flere ladefogeder. Godset blev den centrale enhed i landbrugets produktion, og det var hovedgårdsdriften, der præsterede overskuddet til eksport af korn og kvæg.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.