Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

fæste

Oprindelig forfatter CBjø Seneste forfatter Redaktionen

Fæste. Udsnit af fæstebrev udstedt af greve Johan Ludvig Holstein i 1756 på gård nummer fire i Ulstrup under Næsbyholm Gods til fæstebonden Mads Pedersen. Gods og fæster fik hver en kopi af aftalen, der opregnede, hvad fæsteren fik til sin rådighed, dvs. gården ansat til hartkorn, og de forpligtelser, han derved påtog sig: at betale skatter og afgifter, forrette hoveri, holde gården ved lige, være hørig og lydig i forhold til kongens lov og godsejeren samt betale otte rigsdaler i indfæstning.

Fæste. Udsnit af fæstebrev udstedt af greve Johan Ludvig Holstein i 1756 på gård nummer fire i Ulstrup under Næsbyholm Gods til fæstebonden Mads Pedersen. Gods og fæster fik hver en kopi af aftalen, der opregnede, hvad fæsteren fik til sin rådighed, dvs. gården ansat til hartkorn, og de forpligtelser, han derved påtog sig: at betale skatter og afgifter, forrette hoveri, holde gården ved lige, være hørig og lydig i forhold til kongens lov og godsejeren samt betale otte rigsdaler i indfæstning.

fæste, brugsret over fast ejendom, overvejende benyttet inden for landbruget, idet jordejeren bortfæstede en gård eller et hus til fæsteren til gengæld for fæsteafgifter som hoveri og landgilde. Fæste er i modsætning til andre former for brugsret til jord ikke tidsbegrænset.

Tidligere antog man, at en forordning i 1523 havde bestemt, at fæste betød fæste på livstid; denne opfattelse er dog næppe korrekt. Derimod konstaterede Danske Lov i 1683 livstidsfæstet. Fæste kendes fra middelalderen, men det er uklart, hvor langt tilbage man kan føre begrebet. Fæsteforhold vandt betydelig udbredelse i senmiddelalderen; omkring 1500 var størstedelen af bondegårdene på Øerne således fæstegårde. I Jylland var der flere selvejere, men i løbet af 1500- og 1600-t. overgik så godt som alle selvejergårde til fæste, som blev den altovervejende brugsform for bondejorden, dvs. for omkring 90% af det dyrkede areal. Samtidig blev det almindeligt antaget, at bondejord, hvis selvejerstatus ikke kunne godtgøres tilstrækkeligt, var at betragte som fæstejord. Danske Lov samt lovgivningen i 1700-t.s første halvdel tog i alle væsentlige forhold udgangspunkt i fæsteforholdets tilstedeværelse, når det gjaldt bondestandens forhold. Fæstet angik alene ejendommen med bygninger, men fæsteren skulle dog ifølge Danske Lov være jordejeren "hørig og lydig". I realiteten indebar fæstet en underordning over for jordejeren, hvilket i 1600- og 1700-t. blev udvidet til en mere udbredt anerkendelse af jordejerens ret til at håndhæve husbondlignende myndighed med anvendelse af hustugt og træhest over for fæsteren. Modsvarende kan man tale om, at der i samme tidsrum de facto udvikledes en fæsteforpligtelse for bondejorden, dvs. at fæsteejendomme ikke kunne inddrages under hovedgårdene. Dette blev understreget ved gentagne forbud mod nedlæggelse af bondegårde og viste sig at få afgørende betydning for bondelandbrugets overlevelse.

Fæstet repræsenterer en brugsform, der helt overvejende kendes fra Sydskandinavien: i Sverige (især Skåne) under betegnelsen landbo og i Norge under betegnelsen bygsel. Det adskiller sig fra det udbredte livegenskab i Østeuropa ved at tage udgangspunkt i jorden frem for i personen, ligesom de øvrige vesteuropæiske besiddelses- og brugsformer for bondejord på forskellige punkter adskilte sig fra det sydskandinaviske fæste.

Annonce

Ved fæstets tiltrædelse blev der indgået en kontrakt, som opregnede fæsterens rettigheder og pligter. Fra 1719 skulle kontrakten foreligge, dels hos fæsteren som fæstebrev, dels på godset som reversalfæstebrev samt indført i en fæsteprotokol. Normalt betalte fæsteren et pengebeløb ved fæstets tiltrædelse, indfæstning, eller i ældre tid stedsmål. Fæstekontrakten opregnede den faste afgift, landgilden, i penge og/eller naturalier, ligesom fæsteren desuden normalt skulle yde arbejde, hoveri, der oftest var angivet ubestemt. Kontrakten kunne ligeledes indeholde en aftægtskontrakt, som omfattede ydelserne til den fratrædende fæster eller hans enke. Fæsteren skulle holde bedrift og bygninger og udvise den forannævnte hørighed og lydighed. Ved manglende opfyldelse af disse forpligtelser kunne fæsteren dømmes til at forsidde (fratræde) sit fæste og skulle her ligesom ved frivillig fratræden svare for konstaterede mangler på bygninger, (byg)fæld, og besætning. Danske Lov fastslog kravene til besætningen, der skulle forefindes ved fæstets indgåelse og tilsvarende svares ved fratrædelse.

Historikeren Fridlev Skrubbeltrang har påvist, at der i løbet af 1700-t. foregik en stadig udvikling hen imod familiefæste, dvs. at søn eller svigersøn under normale forhold kunne påregne at efterfølge fæsteren, ligesom der gennem århundredet var tale om et fald i andelen af fæsteforsiddelser. Frem til omkring 1800 var der betydelige regionale forskelle; de ringeste forhold havde fæstebønderne på Sjælland i forhold til antallet af forsiddelser og til forekomsten af familiefæste. I forbindelse med de begyndende landboreformer indførtes arvefæstet, der i de fleste forhold, fx ret til pantsætning, deling og salg, stillede arvefæsteren lige med selvejeren, idet jordejeren kun forbeholdt sig få i praksis begrænsede rettigheder. Arvefæstet indførtes først på godset Hørsholm 1759-61, på Københavns Magistrats gods 1764 og på ryttergodset nord og vest for København 1766 og efterhånden på en række institutionsgodser, bl.a. Københavns Universitets, og hos nogle progressive godsejere som brødrene Reventlow, ligesom det fandt en vis udbredelse på Øerne. Bondens retsligt svage stilling i fæstekontraktforholdet var en væsentlig baggrund for nedsættelsen af Den Store Landbokommission i 1786. Øverst på kommissionens dagsorden stod en opstramning af lovgivningen til gunst for fæsteren.

En forordning af 8.6.1787, udformet af Christian Colbiørnsen, indebar en styrkelse og retsfæstelse af fæsterens position i forhold til jordejeren ved til- og fratrædelse, ligesom anvendelse af straffemidler over for fæsteren, herunder brug af træhesten, blev forbudt. Disse års almene landbolovgivning bidrog til at styrke fæsterens retsstilling i forhold til jordejeren, ligesom fæsteren eksplicit blev taget under statens beskyttelse, hvilket bl.a. skete ved forordningerne i 1789 og 1790, hvoraf den sidste indskærpede fæsteforholdets livsvarighed.

Et af landboreformernes resultater var en meget langsom overgang fra fæste til selveje, fæsteafløsning; i 1835 var endnu 43% af bondejorden fæstegods, overvejende på Øerne. Fæsteforholdet blev drøftet i de rådgivende stænderforsamlinger fra 1835, og en forordning af 9.3.1838 regulerede på ny forholdet mellem fæster og godsejer. I 1840'erne stillede bondebevægelsen krav om fæstegodsets overgang til selveje, og kravet støttedes bl.a. ved Orla Lehmanns påstand i 1838 om bondestandens betingede medejendomsret til fæstejorden. En landbokommission nedsat i 1849 beskæftigede sig bl.a. med vilkårene for fæstegodsets overgang til selveje, og flere samtidige love støttede denne tendens. Politisk kom striden, der i stort omfang beskæftigede Rigsdagen i 1850'erne, til at stå mellem Bondevennernes krav om en tvangslov med anerkendelse af bondestandens medejendomsret og de øvrige politiske gruppers ønske om at fremme afviklingen ad frivillighedens vej.

D.G. Monrad gennemførte i 1861 en lov, præciseret yderligere i 1870 og 1872, som gav godsejerne ret til at inddrage en vis mængde fæstejord ved salg til selveje. I 1870'erne var den frivillige overgang til selveje vidt fremskreden, og fæstegods i større omfang fandtes kun i enkelte egne, især på Sydfyn. Fæstespørgsmålet var efterhånden ikke længere politisk sprængstof, og fæstevæsenet blev endeligt afskaffet i 1919.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: fæste i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=81327