Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

dyrkningssystemer

Oprindelig forfatter K-EF Seneste forfatter Redaktionen

Dyrkningssystemer. Kort over dyrkningssystemer i Danmark, udarbejdet på grundlag af Christian 5.s Matrikel fra 1688, som er den betydeligste kilde til vores viden om de forskellige dyrkningssystemers udbredelse i Danmark. Det afbildede udbredelsesmønster forblev nogenlunde uændret indtil slutningen af 1700-t. Bornholm er ikke medtaget pga. særlige forhold, bl.a. fandtes der ingen landsbyfællesskaber.

Dyrkningssystemer. Kort over dyrkningssystemer i Danmark, udarbejdet på grundlag af Christian 5.s Matrikel fra 1688, som er den betydeligste kilde til vores viden om de forskellige dyrkningssystemers udbredelse i Danmark. Det afbildede udbredelsesmønster forblev nogenlunde uændret indtil slutningen af 1700-t. Bornholm er ikke medtaget pga. særlige forhold, bl.a. fandtes der ingen landsbyfællesskaber.

dyrkningssystemer, driftssystemer, forskellige former for rumlig organisering af landbruget; i Danmark benyttet som fællesbetegnelse for de forskellige måder, som man i landsbyerne før udskiftningen i slutningen af 1700-t. udnyttede bymarkens resurser på i et dyrkningsfællesskab. Efter ca. 1800 er dyrkningssystemerne knyttet til de enkelte udskiftede gårde.

Der fandtes tilsvarende dyrkningssystemer i det øvrige Europa nord for Alperne inklusive De Britiske Øer i de områder, der havde dyrkningsfællesskab. Et fælles træk ved arealudnyttelsen i det tempererede område i Europa var kombinationen af agerbrug og kvægavl, dog med betydelige variationer, der var betinget af naturgeografiske vilkår og til en vis grad af markeds- og samfærdselsforhold. Det blandede landbrug var især afhængigt af to faktorer: At dyrene blev forhindret i at ødelægge afgrøderne på de tilsåede marker, hvilket enten krævede hegn, tøjr eller effektiv bevogtning, samt at man kunne producere tilstrækkeligt med foder, hvilket dels krævede store uopdyrkede områder som overdrev og fælleder, dels en omdrift i brugen af agerjorden ved et regelmæssigt skifte mellem forskellige kornarter og naturlig græsvækst. Dette sidste var også vigtigt for opretholdelsen af jordens ydeevne, som ud over regelmæssig tilførsel af gødning fra kvæget var afhængig af rotationen af den enkelte dyrkningsenhed i perioder med afgrøder og perioder uden samt af, at man fra år til år foretog sædskifte, dvs. varierede afgrøderne.

Indtil landboreformerne og ophævelsen af fællesskabet i slutningen af 1700-t. havde bønderne i Øst- og Vestdanmark valgt to principielt forskellige løsninger på disse problemer.

Annonce

Vangebrug

I Østdanmark inklusive dele af Østjylland, Fyn, Samsø og Skåne var agerjorden inddelt i få, store indhegnede vange, hvoraf en hvert år lå fælled, mens de øvrige blev tilsået i et eller flere år i træk. Afhængigt af antallet af vange taler man om alsædebrug (én vang), tovangsbrug, trevangsbrug, som var det mest udbredte, osv.

Græsmarksbrug

I Vestdanmark var det karakteristisk, at der ikke var faste hegn mellem de enkelte dyrkningsenheder, der blev kaldt tægter (af 'at tage' en ny mark ind til dyrkning) eller årsgøder (af 'at gødske' den indtagne mark); man havde mange marker, dvs. 8-12, hvoraf den ene halvdel dyrkedes med korn, og den anden lå hen som græs, heraf navnet græsmarksbrug. Der foregik en årlig rotation, hvorved én mark udgik af dyrkningen, mens en anden blev taget ind. Den enkelte marks græsdække kunne vare i op til fem år, så selvom der ikke var tale om sået græs, kunne græsmarkerne alligevel få en betydelig foderværdi. Da de disponible arealer ofte var meget store, kunne man tøjre kreaturerne eller lade dem græsse under opsyn af en hyrde, således at det ikke var nødvendigt med hegn om de tilsåede marker.

Græsmarksbruget var meget regelmæssigt lagt an i Øst-, Syd- og Midtjylland samt i de østlige dele af Slesvig og Holsten, men meget uregelmæssigt på hedesletterne i Vestjylland, hvor der ofte slet ikke var nogen fast inddeling af bymarken.

Kobbelbruget

Kobbelbruget, der havde sin oprindelse i Holsten, vandt fra midten af 1700-t. mange steder indpas som en intensivering af trevangsbruget. Her blev det dyrkede areal inddelt i 7-11 indhegnede marker (kobler), der blev drevet med vekslende vår- og vinterafgrøder efterfulgt af en periode med græsning og ét år med brakbehandling, dvs. marken blev pløjet og harvet flere gange i løbet af sommeren. Kobbelbruget introduceredes først på hovedgårdsmarkerne, men blev i mange tilfælde også indført på ikke-udskiftede sjællandske landsbyers jorder.

Efter udskiftningen blev kobbelbruget den almindeligste dyrkningsform på de individuelle brug i 1800-t. Vekselbruget, der var en variation af kobbelbruget, blev introduceret omkring 1800, men fik dog først almindelig udbredelse fra slutningen af 1800-t. Man skiftede her på den enkelte mark mellem kornafgrøder og fx roer, kartofler og bælgplanter.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karl-Erik Frandsen: dyrkningssystemer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=67534