Jordfællesskab. Bystævne i landsbyen Hillestrup på Falster. Enkelte steder er bystævner bevaret som endnu synlige udtryk for jordfællesskabet som institution. Ikke så få af dem, bl.a. de fynske bystævner, er dog genskabt i 1800-t., men bystævnet her i Hillestrup er oprindeligt. Det fungerede også som politisk mødested under bondeuroen på Falster i 1760'erne.

.

Dyrkningsfællesskabet var et tidligere fællesskab i landsbyerne, der strakte sig fra det udelukkende driftsmæssige til de juridiske og sociale sider af landsbyens liv.

Faktaboks

Også kendt som

landsbyfællesskab, jordfællesskab

Dyrkningsfællesskabet indebar faste, evt. formaliserede, rammer for den enkelte landbrugers udnyttelse af sine ressourcer i form af bl.a. agerjord, græsning, brændselshugst. Det betød ikke fællesdrift mellem landsbybeboerne, men fælles beslutningsret. Landsbyfællesskabet indebar en stor grad af selvstændighed i forhold til jordejeren, dvs. herremanden, og fungerede med basis i lokale og traditionelle forhold som en kommunelignende institution med udstrakt indre selvstyre og myndighed.

Geografisk udbredelse

Dyrkningsfællesskabet var udbredt i Europa nord for Alperne inkl. England og Østeuropa. Fra 1500-tallet mindskedes det i England, idet man begyndte at anvende indhegning, enclosure, for derved at udskille landbrugsjord til individuelt brug; i det øvrige Europa tog udskiftningen fart fra midten af 1700-tallet og frem til 1900-tallet. I det følgende behandles danske forhold, men trods lokale og geografiske variationer var forholdene i vid udstrækning de samme de fleste andre steder.

Betydning

Dyrkningsfællesskabet kendes i Danmark fra 1200-tallets landskabslove, men går antagelig længere tilbage, uden at man med sikkerhed kan datere eller begrunde dets oprindelse. Grundlaget var den fælles udnyttelse af bebyggelsens ressourcer, bymarken eller ejerlavet, og omfattede såvel agerjord som enge, græsningsarealer/overdrev, moser til tørveskær, skove. Den enkelte gård havde en kvotemæssig andel af landsbyens resurser. I Christian 5.s Matrikel fra 1688 dokumenteres alle gårdes ressourcer, særligt agerjorden, som omhyggeligt blev opmålt og boniteret for at nå frem til en ansættelse af det skattemæssige potentiale. Bonitering af jorden er en bedømmelse af dens ydeevne og værdi som dyrkningsjord.

En af de vigtigste opgaver i dyrkningsfællesskabet var at sørge for at skille ’korn og horn’, dvs. at græssende kreaturer blev holdt væk fra kornmarkerne. Der var derfor regler i de enkelte landsbyvedtægter for, hvornår der skulle sættes hegn mellem vangene, og hvornår det skulle frigives (’opgive ævred’) samt regler for, hvordan risgærdene skulle vedligeholdes. Derudover kunne justering og omfordeling af de tilmålte ressourcer, betegnet rebning og omrebning, komme på tale inden for jordfællesskabets rammer. Uden for fællesskabet lå tofterne, der var indhegnede mindre jordstykker, hvor de enkelte gårde lå, og som kun blev anvendt af disse, samt anden særjord, ofte betegnet enemærker eller løkker.

For enges, (tørve)mosers, overdrevs og skoves vedkommende var der indtil udskiftningens afvikling af jordfællesskabet fortsat tale om beregnede andele af de til byen hørende ressourcer. Central var her i vangebruget græsningsretten på den af byens vange, der årligt henlå til græsning, samt retten til græsning på overdrev og i de såkaldte vangelag, hvor rotationen af flere byers dyrkning var afstemt og muliggjorde større fælles græsningsarealer. Den enkelte gårds andel bestemtes her i praksis som retten til at græsse et bestemt antal stykker kvæg (høveder).

Et egentligt fællesskab eksisterede for forten eller gadejorden, dvs. de åbne arealer mellem landsbyens gårde, samt for veje ud til bymarken og evt. grus- og lergrave. Byen holdt normalt byorne og bytyr og kunne have byhyrde til opsyn med kvæget samt bysmed; skoleholdere kunne tillige være ansat og lønnet af byen.

Bylavets juridiske og sociale karakter

Bystævnet eller bylavet, hvor kun bymændene eller granderne, dvs. gårdmændene, havde fast sæde og stemmeret, kunne fastsætte generelle regler og træffe individuelle afgørelser i en lang række daglige praktiske spørgsmål.

Ud over de årstidsbestemte beslutninger vedrørende arbejdet på markerne havde bystævnet myndighed vedrørende brandbekæmpelse og -forebyggelse, social og kulturel adfærd inden for byen, forhold til udenbys tiggere osv. Bystævnet er dokumenteret fra 1200-tallet, og dets adkomst til at fastsætte byvedtægt eller vide nævnes første gang i 1492. Byvedtægterne, der kendes nedskrevet fra 1500-tallet, var oprindelig ligestillet med rigslovene, men deres kompetence blev efterhånden indskrænket til kun at vedrøre jordfællesskabet og opretholdelsen af god orden inden for byen, hvilket svarer til vore dages politivedtægter og grundejerforeningsregulativer. I løbet af 1600- og 1700-tallet fik jordejerne øget indflydelse på vedtægternes udformning.

Omkring bystævnet kendes en righoldig organisationskultur med tillidshverv; vigtigst var oldermanden, der havde stolsbroderen som bisidder (medhjælper), samt regnskabsføreren og evt. indehaverne af særlige hverv omkring tilsynet med jordfællesskabet. Genstande, der knytter sig til bystævnet, findes bevaret, fx byhorn, som man blæste i, når stævnet skulle samles, lade, som var et skrin til opbevaring af byvedtægten, og bystok, en stok, som man skar indsnit i for at holde regnskab med bøder. Bøder betaltes i penge eller hyppigst i form af nogle tønder øl. Bystævnets gilder, hvortil bøderne blev brugt, var en central institution i landsbyens sociale liv. Bystævnet fungerede i praksis som forligs- og mæglingsinstitution, og man måtte i almindelighed ikke rejse sag mod en nabo, førend sagen havde været for stævnet; især ikke, hvis det angik forhold, der var direkte anført i byvedtægten.

Opløsning af dyrkningsfællesskabet

Udskiftningen fra 1760'erne betød i Danmark en almindelig afvikling af dyrkningsfællesskabet, Konkret betød det en helt ny fordeling af resurserne, først og fremmest agerjorden som tilstræbtes samlet på et sted for den enkelte bonde og en udskiftet lod i de andre ressourcer (enge, moser, skove mv.). Senest i løbet af 1800-tallet skete en udskiftning af moser, grusgrave, skove osv., mens fællesskabet for fortens vedkommende har kunnet fortsætte op i 1900-tallet. Tilsvarende reduceredes løbende bystævnets og de øvrige institutioners betydning op gennem 1800-tallet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig