Dyrkningsfællesskabet kendes i Danmark fra 1200-tallets landskabslove, men går antagelig længere tilbage, uden at man med sikkerhed kan datere eller begrunde dets oprindelse. Grundlaget var den fælles udnyttelse af bebyggelsens ressourcer, bymarken eller ejerlavet, og omfattede såvel agerjord som enge, græsningsarealer/overdrev, moser til tørveskær, skove. Den enkelte gård havde en kvotemæssig andel af landsbyens resurser. I Christian 5.s Matrikel fra 1688 dokumenteres alle gårdes ressourcer, særligt agerjorden, som omhyggeligt blev opmålt og boniteret for at nå frem til en ansættelse af det skattemæssige potentiale. Bonitering af jorden er en bedømmelse af dens ydeevne og værdi som dyrkningsjord.
En af de vigtigste opgaver i dyrkningsfællesskabet var at sørge for at skille ’korn og horn’, dvs. at græssende kreaturer blev holdt væk fra kornmarkerne. Der var derfor regler i de enkelte landsbyvedtægter for, hvornår der skulle sættes hegn mellem vangene, og hvornår det skulle frigives (’opgive ævred’) samt regler for, hvordan risgærdene skulle vedligeholdes. Derudover kunne justering og omfordeling af de tilmålte ressourcer, betegnet rebning og omrebning, komme på tale inden for jordfællesskabets rammer. Uden for fællesskabet lå tofterne, der var indhegnede mindre jordstykker, hvor de enkelte gårde lå, og som kun blev anvendt af disse, samt anden særjord, ofte betegnet enemærker eller løkker.
For enges, (tørve)mosers, overdrevs og skoves vedkommende var der indtil udskiftningens afvikling af jordfællesskabet fortsat tale om beregnede andele af de til byen hørende ressourcer. Central var her i vangebruget græsningsretten på den af byens vange, der årligt henlå til græsning, samt retten til græsning på overdrev og i de såkaldte vangelag, hvor rotationen af flere byers dyrkning var afstemt og muliggjorde større fælles græsningsarealer. Den enkelte gårds andel bestemtes her i praksis som retten til at græsse et bestemt antal stykker kvæg (høveder).
Et egentligt fællesskab eksisterede for forten eller gadejorden, dvs. de åbne arealer mellem landsbyens gårde, samt for veje ud til bymarken og evt. grus- og lergrave. Byen holdt normalt byorne og bytyr og kunne have byhyrde til opsyn med kvæget samt bysmed; skoleholdere kunne tillige være ansat og lønnet af byen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.