Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

bonde (Danmark)

Oprindelig forfatter TrDa Seneste forfatter Redaktionen

Selve glosen bonde var oprindelig en hædersbetegnelse, fx kalder en runesten den afdøde "en god bonde" (vel nærmest godsejer). I 1200-t.s landskabslove optræder bonde som betegnelse for samfundets fuldmyndige statsborger med alle juridiske og politiske rettigheder og pligter. En bonde kunne således selvstændigt føre retssager og omvendt være ansvarlig, fx for skader. Den bonde, der tabte en retssag, kunne idømmes bøder til det offentlige, dvs. til kongen, og erstatning til den skadelidte, der i så fald blev kaldt "bonde i sagen". Når kongen i sin egenskab af godsejer havde lidt skade, kunne han selv være "bonde i sagen" og foruden bøden også modtage erstatning.

På Valdemarstiden fra slutningen af 1100-t. kom kirke og adel til i stigende grad at udgøre merprivilegerede stænder, og selvom de ofte ganske små købstæder var meget afhængige af deres eget landbrug, fik borgerne en så selvstændig økonomisk-juridisk stilling, at selve bondestanden i stedse højere grad kom til at udgøre samfundets almue eller menigmand, og det uanset at den bestod af mange, ofte højst forskellige grupper fra rige selvejerbønder til fattige landarbejdere. I tidens lovsprog var der dog længe en tilbøjelighed til at reservere betegnelsen bonde til standens øverste lag, nemlig til de stadigt færre selvejerbønder, mens fæstebønder og husmænd gerne kaldtes landboer og inderster. Også her fik agrarkrisen gennemgribende betydning, og omkring 1400 opstod det fremherskende system af familiebrug, som indtil dette århundrede udgjordes af de mellemstore bondegårde. Ved siden af dem kom der i tidens løb et voksende antal husmænd o.l. Det var i udpræget grad bondeoverklassen, der dominerede standens egne lokalforsamlinger, lige fra landsbystævnet, der regulerede landsbyfællesskabet, til de herredsting og firstænderrigsdage, der fra 1468 til 1660 havde en vis politisk betydning.

Skønt kronen i middelalderen havde søgt at beskytte den skatteydende selvejerjord imod at blive opkøbt af den skattefrie adel og kirke, ser det ud til, at højst 10-15% af bondebrugene omkring 1500 ejedes af selvejerbønder. Kirke og adel ejede tilsammen ca. 75%, og kronen blot 10-15% af bondegårdene. Med de bedrede forhold for landbruget søgte godsejerne at holde på bønderne, og mens et landsomfattende stavnsbånd ikke lod sig gennemføre, blev vornedskabet fra 1490'erne indført på den sjællandske øgruppe. Reformationstidens kirkegodsinddragelser vendte op og ned på ejendomsforholdene, og under adelsvælden regner man groft sagt med, at krone og adel hver besad 45% af bondegårdene, mens de resterende 10% var præstegårde, universitetsgods m.m. samt de nu ganske få selvejerbønder. I løbet af 1600-t. begyndte de adelige godsejere i stigende grad at gå fra et fæstegodssystem, hvorunder bonden reelt havde en betydelig selvstændighed, så længe han regelmæssigt betalte sin fastsatte og uforanderlige landgilde, til egentlig storgodsdrift med et voksende hoveri. Denne udvikling tog fart, da kronen efter 1660 bortsolgte meget gods. Da landbrugskonjunkturerne i længere perioder var yderst slette, forringedes fæstebondens stilling både økonomisk og socialt. Nok ophævedes vornedskabet i 1702, men i stedet indførtes stavnsbåndet i 1733, idet alene bondestanden var værnepligtig, og sammen med de talrige skatter på jorden fik standen en stedse lavere social placering i samfundet uanset meget store lokale og individuelle forskelle (jf. fx forskellen mellem Jeppe på Bjerget og Erasmus Montanus' far).

Annonce

På landboreformernes tid fra slutningen af 1700-t. søgte man at gøre bonden til fuldgyldig statsborger, stavnsbåndet blev trods godsejerprotester ophævet i 1788, og glosen bonde blev brugt på en gerne bevidst upræcis romantisk måde. Det skyldtes til dels, at man fra den klassiske oldtid havde bevaret en poesi, hvori urbaniserede digtere besang det naturlige landlivs fortrin frem for den kunstige livsform i byerne, men desuden henviste man til Norges frie bondestand — uvidende om, at denne strengt taget først havde opnået selvejerstatus, da kronen efter 1660 afhændede sin jord i dette område, som ikke egnede sig til europæisk storgodsdrift.

Gennem 1800-t.s voksende politisering opstod fortsatte krav om fjernelse af de sidste rester af juridisk og økonomisk diskriminering af bonden, og idealistiske borgere oprettede et Bondevennernes Selskab, hvis medlemmer dog snart foretrak betegnelsen Venstre. I løbet af århundredet urbaniseredes samfundet mere og mere, og de sidste rester af bondestandens særstatus forsvandt; således indførtes 1849 almindelig værnepligt.

Ordet bonde bærer den dag i dag præg af andre befolkningsgruppers negative opfattelse af bønder, og det er karakteristisk, at selvom nationalromantikken og især højskolebevægelsen kraftigt har idealiseret "de ægte bondedyder" m.m., har landbrugets egne organisationer altid foretrukket mindre værdiladede betegnelser som fx landboforeninger, og i modsætning til de andre nordiske lande slog et egentligt bondeparti aldrig igennem i Danmark trods et lidt specielt forsøg 1934-45 (Bondepartiet).

Alene Sverige var så fjernt fra de almeneuropæiske hovedstrømninger, at flertallet af de svenske og finske bønder fortsat var selvejere, selvom godsejeradelen ca. 1670 var på vej til at skabe sig samme privilegerede stilling som i Danmark, hvilket kongen i forening med de tre lavere stænder fik bremset. Fra 1500-t. var de svenske bønder altid repræsenteret på firestænderrigsdagene, og da disse 1866 afløstes af en moderne tokammerrigsdag, dominerede bondestanden århundredet ud i andetkammeret.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Troels Dahlerup: bonde (Danmark) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=49421