Bonde er en almen og ret upræcis betegnelse for et medlem af den del af landbefolkningen, der beskæftiger sig med landbrug.

Faktaboks

Etymologi

Ordet bonde er nordisk, præsens participium af bo, med betydningen 'boende, bofast'.

Alment

Indtil nyeste tid var langt størstedelen af Jordens befolkning beskæftiget med agerbrug. Da den økonomiske og sociale udvikling forløb højst forskelligt fra sted til sted og fra tid til anden, er glosen bonde næsten uoversættelig, fordi de mange højst varierende betegnelser for landbefolkning afspejler vidt forskellige sociale og økonomiske strukturer. Romerrigets styrke mentes fx at være baseret på de frie og selvstændige bønders soldatertjeneste, og denne bondestands gradvise forsvinden til fordel for slavedrevne storgodser blev fra gammel tid anset for en hovedårsag til Romerrigets fald.

Også de germanske folkevandringsfolks sejrrige indfald blev ofte antaget at skyldes de frie germanske bønders store selvstændige rolle. Ved sammenstødet mellem germanere og de romanske folk opstod middelalderens godsejeraristokrati, som en romantiserende eftertid har været tilbøjelig til at opfatte som germanernes efterkommere, der nu herskede over en underkuet romansk bondestand.

I de middelalderlige feudalsamfund spillede godset en betydelig rolle som økonomisk og administrativ enhed, men selvom de ofte livegne bønder juridisk set helt var undergivet godsejeren, kunne de i praksis have en betydelig selvstændighed inden for landsbyfællesskabet.

Muligvis betød et stigende folketal omkring år 1000 et forøget pres på jorden med stedvis forarmelse af bønderne; men 1300-tallets europæiske agrarkrise, der måske var forårsaget af eller i det mindste stærkt fremmet af den sorte død, vendte mange steder op og ned på samfundsudviklingen. Fx var de vesttyske bønder oprindelig livegne, men opnåede efterhånden en betydelig frihed over for godsejeren, mens omvendt de østtyske bønder, der først havde været særdeles frit stillet, nu kom helt under godsejerens myndighed og fra ca. 1500 pressedes ned i et nyt livegenskab. Disse omvæltninger medførte talrige bondeuroligheder, i Frankrig La Jacquerie 1358, i England 1381, og i Tyskland nåede mange lokale uroligheder deres kulmination i Den Tyske Bondekrig 1524-1525.

Mens de franske godsejere i betydeligt omfang bevarede mange feudale rettigheder over deres bønder indtil Den Franske Revolution i 1789, blev forholdet mellem engelske godsejere og bønder efterhånden rent økonomisk, og med en gennemgribende økonomisk udvikling i løbet af 1600- og 1700-tallet kan man på det nærmeste sige, at det gamle bondebegreb (peasants) her forsvandt til fordel for et system af godsejere, forpagtere og landarbejdere. Det er da også karakteristisk, at da der op til og efter 1800 over Europa kom en lang række landboreformer, var der i England ikke mere nogen bondestand at reformere.

Danmark

Selve glosen bonde var oprindelig en hædersbetegnelse, fx kalder en runesten den afdøde "en god bonde" (vel nærmest godsejer).

Middelalder

I 1200-tallets landskabslove optræder bonde som betegnelse for samfundets fuldmyndige statsborger med alle juridiske og politiske rettigheder og pligter. En bonde kunne således selvstændigt føre retssager og omvendt være ansvarlig, fx for skader. Den bonde, der tabte en retssag, kunne idømmes bøder til det offentlige, dvs. til kongen, og erstatning til den skadelidte, der i så fald blev kaldt "bonde i sagen". Når kongen i sin egenskab af godsejer havde lidt skade, kunne han selv være "bonde i sagen" og foruden bøden også modtage erstatning.

Valdemarstiden fra slutningen af 1100-tallet kom kirke og adel til i stigende grad at udgøre de privilegerede stænder. Selvom de ofte ganske små købstæder var meget afhængige af deres eget landbrug, fik borgerne i byerne en så selvstændig økonomisk-juridisk stilling, at selve bondestanden i stedse højere grad kom til at udgøre samfundets almue eller menigmand, og det uanset at den bestod af mange, ofte højst forskellige grupper fra rige selvejerbønder til fattige landarbejdere.

I tidens lovsprog var der dog længe en tilbøjelighed til at reservere betegnelsen bonde til standens øverste lag, nemlig til de stadigt færre selvejerbønder, mens fæstebønder og husmænd gerne kaldtes landboer og inderster.

Også her fik agrarkrisen gennemgribende betydning, og omkring 1400 opstod det fremherskende system af familiebrug, som indtil midten af 1900-tallet udgjordes af de mellemstore bondegårde. Ved siden af dem kom der i tidens løb et voksende antal husmænd og lignende. Det var i udpræget grad bondeoverklassen, der dominerede standens egne lokalforsamlinger, lige fra landsbystævnet, der regulerede landsbyfællesskabet, til de herredsting og stænderrigsdage, der fra 1468 til 1660 havde en vis politisk betydning.

Skønt kronen i middelalderen havde søgt at beskytte den skatteydende selvejerjord imod at blive opkøbt af den skattefrie adel og kirke, ser det ud til, at højst 10-15 % af bondebrugene omkring 1500 ejedes af selvejerbønder. Kirke og adel ejede tilsammen ca. 75 %, og kronen blot 10-15 % af bondegårdene. Med de bedrede forhold for landbruget søgte godsejerne at holde på bønderne, og mens et landsomfattende stavnsbånd ikke lod sig gennemføre, blev vornedskabet fra 1490'erne indført på den sjællandske øgruppe.

Reformationstid

Reformationstidens kirkegodsinddragelser vendte op og ned på ejendomsforholdene, og under adelsvælden regner man groft sagt med, at krone og adel hver besad 45 % af bondegårdene, mens de resterende 10 % var præstegårde, universitetsgods m.m. samt de nu ganske få selvejerbønder.

I løbet af 1600-tallet begyndte de adelige godsejere i stigende grad at gå fra et fæstegodssystem, hvorunder bonden reelt havde en betydelig selvstændighed, så længe han regelmæssigt betalte sin fastsatte og uforanderlige landgilde, til egentlig storgodsdrift med et voksende hoveri. Denne udvikling tog fart, da kronen efter 1660 bortsolgte meget gods. Da landbrugskonjunkturerne i længere perioder var yderst dårlige, forringedes fæstebondens stilling både økonomisk og socialt. Nok ophævedes vornedskabet i 1702, men i stedet indførtes stavnsbåndet i 1733, idet alene bondestanden var værnepligtig. Sammen med de talrige skatter på jorden fik standen en stedse lavere social placering i samfundet uanset meget store lokale og individuelle forskelle (jævnfør fx forskellen mellem Jeppe på Bjerget og Erasmus Montanus' far i Holbergs komedier).

Landboreformernes tid

På landboreformernes tid fra slutningen af 1700-tallet søgte man at gøre bonden til fuldgyldig statsborger. Stavnsbåndet blev trods godsejerprotester ophævet i 1788, og glosen bonde blev brugt på en gerne bevidst upræcis romantisk måde. Det skyldtes til dels, at man fra den klassiske oldtid havde bevaret en poesi, hvori urbaniserede digtere besang det naturlige landlivs fortrin frem for den kunstige livsform i byerne. Man henviste desuden til Norges frie bondestand — uvidende om, at denne strengt taget først havde opnået selvejerstatus, da kronen efter 1660 afhændede sin jord i dette område, som ikke egnede sig til europæisk storgodsdrift.

Gennem 1800-tallets voksende politisering opstod fortsatte krav om fjernelse af de sidste rester af juridisk og økonomisk diskriminering af bonden. Idealistiske borgere oprettede et Bondevennernes Selskab, hvis medlemmer dog snart foretrak betegnelsen Venstre. I løbet af århundredet urbaniseredes samfundet mere og mere, og de sidste rester af bondestandens særstatus forsvandt; således indførtes 1849 almindelig værnepligt.

Nutid

Ordet bonde bærer den dag i dag præg af andre befolkningsgruppers negative opfattelse af bønder, og det er karakteristisk, at selvom nationalromantikken og især højskolebevægelsen kraftigt har idealiseret "de ægte bondedyder" m.m., har landbrugets egne organisationer altid foretrukket mindre værdiladede betegnelser som fx landboforeninger.

Norden

I modsætning til de andre nordiske lande slog et egentligt bondeparti aldrig igennem i Danmark trods et lidt specielt forsøg 1934-1945 (Bondepartiet).

Alene Sverige var så fjernt fra de almeneuropæiske hovedstrømninger, at flertallet af de svenske og finske bønder fortsat var selvejere, selvom godsejeradelen ca. 1670 var på vej til at skabe sig samme privilegerede stilling som i Danmark, hvilket kongen i forening med de tre lavere stænder fik bremset. Fra 1500-tallet var de svenske bønder altid repræsenteret på stænderrigsdagene, og da disse i 1866 afløstes af en moderne tokammer-rigsdag, dominerede bondestanden århundredet ud i andetkammeret.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig