Arvefæste er en form for begrænset selveje, som var udbredt i Danmark fra 1760'erne og indtil fæstevæsenet blev afviklet ved lov i 1919.

Det blev i løbet af 1700-tallet almindeligt, at fæste gik i arv i familien, men under indtryk af debatten om bondefrigørelse fra slutningen af 1750'erne blev arvefæstet en tinglyst ret på nogle krongodser og private godser, navnlig omkring København. Arvefæsteskøderne fra Hørsholm Gods 1761 blev trykt og blandt andet anvendt som model ved arvefæste på Bernstorff og Gjorslev godser i henholdvis 1764-1767 og 1767-1769.

Ved arvefæste betaltes en årlig pengerente, og efter betaling af rekognition (ejerskiftebeløb) til godset kunne gården frit overlades til slægtninge eller andre. Ved de fleste former for arvefæste kunne jorden pantsættes, ligesom der kunne ske frasalg. Den positive virkning for bønderne af arvefæste var tydeligst, når hoveriafløsning og navnlig udskiftning samtidig blev gennemført.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig