• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hedeselskabet

Oprindelige forfattere BLMa og EHP Seneste forfatter Redaktionen

Hedeselskabet har siden sin oprettelse planlagt og projekteret såvel vandings- som afvandingsanlæg, først i Jylland, senere på Øerne. Ved afvanding skulle vandet fra drænrør og åbne render som regel ledes væk via eksisterende åer og bække, hvilket ofte krævede uddybning og/eller omlægning af vandløbet. Arbejdet var tungt og ubehageligt, men da det var bedre betalt end landbrugsarbejde, var mange landarbejdere tiltrukket af denne sommerbeskæftigelse. Fotografiet er taget i 1906 i forbindelse med reguleringen af Ringsted Å.

Hedeselskabet har siden sin oprettelse planlagt og projekteret såvel vandings- som afvandingsanlæg, først i Jylland, senere på Øerne. Ved afvanding skulle vandet fra drænrør og åbne render som regel ledes væk via eksisterende åer og bække, hvilket ofte krævede uddybning og/eller omlægning af vandløbet. Arbejdet var tungt og ubehageligt, men da det var bedre betalt end landbrugsarbejde, var mange landarbejdere tiltrukket af denne sommerbeskæftigelse. Fotografiet er taget i 1906 i forbindelse med reguleringen af Ringsted Å.

Hedeselskabet, opr. Det Danske Hedeselskab, stiftet i 1866 med det hovedformål at frugtbargøre den jyske hede. Hedeselskabet blev oprettet på initiativ af en gruppe embedsmænd og godsejere med ingeniør E. Dalgas i spidsen.

Hedens opdyrkning identificeredes fra første færd med personen Dalgas. I ham havde selskabet fået en leder, der uden at skåne sig selv og andre kunne få det faglige og det organisatoriske arbejde til at gå i spand. En sejlivet myte går på at han med digteren H.P. Holsts ord, "Hvad udad tabtes, skal indad vindes", opildnede sin samtid til at vende det militære nederlag i 1864 til en bred folkelig fremgang.

Frugtbargørelsen af heden var et storslået projekt, og mange aktiviteter måtte sættes i værk; vigtigst var engvanding, tilførsel af mergel til jorden og plantning af læbælter. Arbejdet fik stor betydning for udviklingen af det danske landbrug, og især læbælterne satte deres tydelige præg på landskabet. Engvanding var med til at gøre nyopdyrkede heder frugtbare. Kilometerlange kanaler, som ledte vand fra Skjern Å og andre store jyske åer til engvandingssystemer, gjorde det muligt at dyrke hø i stor stil.

Annonce

Åernes næringsstoffer endte således som gødning på den tidligere hede. Mange af kanalerne findes stadig, fx Dalgaskanalen ved Arnborg. Mergel, der er kalkholdig jord, blev brugt til at gøre den sure hedejord bedre egnet til afgrøderne.

Mergelen blev udgravet i store og små lejer og fordeltes over store områder via såkaldte mergelbaner. Læbælter mildnede den hårde blæst og gav et bedre mikroklima for afgrøderne. Kultiveringsarbejdet blev først og fremmest finansieret af private fonde og via medlemsbidrag, idet man hurtigt fik opbygget en landsomfattende medlemskreds.

Ret hurtigt fik hedesagen også politikernes helhjertede støtte. Den var hævet over partitaktiske hensyn og muliggjorde derved en erhvervsvenlig lovgivning i en tid med voldsomme politiske modsætninger. De borgerlige partier opfattede selskabet som en ideel kombination af privat foretagsomhed og offentlig støtte, mens Socialdemokratiet så det som et frivilligt instrument til fremme af egnsudvikling med øget beskæftigelse til følge. Hundredvis af plantager voksede frem med Hedeselskabet som administrator.

Da Dalgas døde i 1894, var Hedeselskabet en unik blanding af forenings-, plantnings- og erhvervsvirksomhed, nu overvejende finansieret af det offentlige. Dalgas fik imidlertid ingen efterfølger af tilsvarende format, og interne stridigheder lammede selskabet. En fløj, anført af sønnen Christian Dalgas, ville fastholde hedesagen, en anden med moseingeniør Th. Claudi Westh som talsmand ville i første række udvide drænings- og kultiveringsarbejdet til gavn for bønder og husmænd.

Til sidst brød Westh ud og dannede med radikal og socialdemokratisk støtte Statens Grundforbedringsvæsen (1918-22). Da Venstre i 1920 igen fik regeringsmagten, blev Hedeselskabet atter enerådende på området, men nu med statslig repræsentation i bestyrelsen, hvis formand blev fhv. konseilspræsident J.C. Christensen.

Man påbegyndte nu en omfattende dræning, ikke bare af markerne, men også af de lavtliggende enge. Dræningsarbejdet nødvendiggjorde ofte en regulering af vandløbene; de uddybedes og rettedes ud, så vandet kunne blive ledt hurtigere bort. Afvandingen medførte en væsentlig udvikling i landbrugsproduktionen, fordi dyrkningsarealerne blev udvidet og markerne lettere at dyrke.

Men der kom mange steder i Jylland ødelæggende okkerforureninger, vi stadig kæmper for at udbedre (se okker). Under den tyske besættelse organiserede Hedeselskabet endvidere store dele af brændselsforsyningen i form af tørv fra de jyske moser og plantager. Dræningsarbejdet videreførtes i 1940'erne og 1950'erne, og det sidste store reguleringsprojekt var udretningen af Skjern Å i begyndelsen af 1960'erne, hvilket var med til at sætte fokus på nogle af afvandingens uheldige følgevirkninger.

Efterhånden som det danske samfund ændrede sig fra et landbrugssamfund til et industrisamfund, aftog behovet for grundforbedringer; især efter Danmarks indtræden i EF i 1973 er landbrugsproduktionen opgivet i mange lavtliggende områder i ådalene. I 1985 skiftede Hedeselskabet status til en erhvervsdrivende fond; statsstøtten blev samtidig nedtrappet og faldt helt bort i 1993.

Fonden ejer Dalgasgroup A/S, der arbejder med forretningsudvikling, innovation og investeringer på miljø- og naturområdet og driver datterselskaberne HedeDanmark A/S, hvis arbejdsområde er skov- og landskabsprojekter, og Orbicon A/S, hvis arbejdsområde er miljø- og energiprojekter. Hedeselskabet ejer skove og er engageret i udlandet, bl.a. med biogasanlæg på lossepladser i Polen. Selskabet udgiver tidsskriftet Vækst. Det har hovedsæde i Viborg. I 2013 havde det 1400 ansatte og en omsætning på 2,1 mia. kr.

Hedeselskabets hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Lauge Madsen, Erik Helmer Pedersen: Hedeselskabet i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=89821