• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christian Colbiørnsen

Oprindelig forfatter CBjø Seneste forfatter Redaktionen

Christian Colbiørnsen. Maleri af Jens Juel (1783), Frederiksborg. Maleren har fanget det anspændte, næsten eksplosive i Colbiørnsens karakter, og det magre ansigt med den sammenbidte mund taler om en stridbar personlighed.

Christian Colbiørnsen. Maleri af Jens Juel (1783), Frederiksborg. Maleren har fanget det anspændte, næsten eksplosive i Colbiørnsens karakter, og det magre ansigt med den sammenbidte mund taler om en stridbar personlighed.

Christian Colbiørnsen, 1749-1814, dansk jurist. Colbiørnsen var født i Norge, kom 1771 til København og blev 1773 både student, cand.jur. og højesteretsadvokat. Han blev kammeradvokat 1780, men afgik 1785 efter en konflikt med højesteret, antagelig fordi han i en betænkning havde udtalt sig for at indføre forbedringer i fæstebøndernes retsstilling. I 1786 blev han medlem af og sekretær i Den Store Landbokommission, hvis arbejde han sammen med Chr. Ditlev Reventlow prægede til sin udtræden i 1790. Colbiørnsen står bag de epokegørende forordninger af 8.6.1787 og 20.6.1788, hvori han knæsatte en retsorden, der regulerede forholdet mellem gods og fæstebønder. Colbiørnsen kom i åben konflikt med sine modstandere, og da han i efteråret 1789 nyindrettede lægdsordningen i Jylland, rettede han skarpe angreb på godsejernes hidtidige administration af soldaterudskrivningen. Colbiørnsens udfald og øget uro blandt bønderne førte i august 1790 til 103 jyske godsejeres protest mod landboreformerne, og Colbiørnsen svarede tilbage med et voldsomt angreb i skriftet Betragtninger i Anledning af endeel jydske Jorddrotters Klage... Det blev indledningen til den såkaldte proprietærfejde, der var et opgør om landboreformerne. Ved en højesteretsdom i april 1791 blev de jyske godsejeres leder, C.T.F. Lüttichau (1744-1805), dømt for injurier mod Colbiørnsen, og godsejermodstanden knækket. Umiddelbart derefter var Colbiørnsen blandt initiativtagerne til Frihedsstøtten, opført 1792-97.

Han var 1788 blevet generalprokurør og øvede frem til 1804 meget stor indflydelse på lovgivningen. Han prægede tyveriforordningen af 1789 og skrev forordningen om retsplejen af 1796. Med den skærpede Trykkefrihedslov af 1799 mistede Colbiørnsen dog den popularitet, han siden 1790 havde nydt i liberale kredse. Efter en konflikt med Danske Kancellis præsident, Fr. Moltke (1754-1836), blev han 1804 justitiarius i Højesteret og beklædte posten til sin død, selvom han pga. sygdom ikke mødte i retten fra sommeren 1811.

Colbiørnsen var en central skikkelse i dansk politik og administration efter 1784. Mere end nogen anden enkeltperson gav han tidens lovarbejder kraft og enhed, og han bidrog afgørende til at modernisere og effektivisere dansk retsvæsen. Han var enevældens ubetingede tjener, men så det politiske system som betinget af oplyste og realistiske love, der til gengæld skulle håndhæves for at sikre samfundets liv og velfærd. Colbiørnsen var dog også en aggressiv og selvhævdende personlighed, tilbøjelig til voldsomme udtryk og handlinger. 1781-1804 ejede han Nærumgård, hvor han udfoldede en omfattende virksomhed som landbruger, teglværksejer m.m.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: Christian Colbiørnsen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. juli 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=58022