Faktaboks

Vilh. la Cour
Født
1883
Død
1974

Vilh. la Cour, Vilhelm la Cour, 1883-1974, dansk historiker. La Cour forenede 1800-t.s nationale strømninger og grundtvigsk folkelighed med nyere metoder inden for historievidenskab og arkæologi, og han var pioner for den videnskabelige undersøgelse af Danmarks middelalderlige borganlæg. Kernen i hans forskning og omfattende historiske forfatterskab var vort folks oprindelse ("dansk folkebyrd"). Som lidenskabeligt engageret i den slesvigske sag agiterede han mundtligt og skriftligt for national bevidsthed og selvbesindelse og imod radikalismen, dvs. imod såvel Det Radikale Venstre som den senere kulturradikalisme.

Straks efter den tyske besættelse af Danmark i 1940 kritiserede han på skrift og i tale den danske regerings forhandlingspolitik. I 1942 blev han fængslet på tysk forlangende, hvad der vakte opsigt, fordi det var indblanding i et indre dansk anliggende. Han blev løsladt i 1943, nåede sent i 1944 illegalt til Sverige og vendte hjem med Den Danske Brigade i maj 1945.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig