Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ole Feldbæk

Oprindelige forfattere ALK og JHTi Seneste forfatter PKN

Ole Feldbæk, 22.7.1936-1.10.2015, dansk historiker, professor i økonomisk historie 1981-2006 ved Københavns Universitet; dr. phil. 1969 med disputatsen India Trade under the Danish Flag 1772-1808. Ole Feldbæk har skrevet 1700-tallets danske historie med vægt på samfundets sociale sammensætning og produktionsmæssige udvikling. Desuden har han arbejdet med handels- og koloniforhold samt med periodens udenrigspolitik og nationale identitetsopfattelse. En særlig indsats ydede han som leder af forskningsprojektet Dansk Identitetshistorie (1989-90) og som redaktør og medforfatter til det opfølgende bogværk Dansk Identitetshistorie 1-4 (1991-92).

Ole Feldbæks store forfatterskab omfatter både fremstillinger af dramatiske begivenheder i deres politiske kontekst, fx Slaget på Reden (1985), og synteser som Gyldendals bog om Danmarks historie (2004). Han var redaktør og medforfatter på samleværker som Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie 1-16 (1988-91) og Dansk Udenrigspolitiks historie 1-6 (2001-05).

Ole Feldbæk modtog i 2001 Amalienborgprisen.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Leegaard Knudsen, Jens Henrik Tiemroth: Ole Feldbæk i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=74965