Faktaboks

Albert Olsen
Født
1890
Død
1949

Albert Olsen, 1890-1949, dansk historiker; far til Erling Olsen og Olaf Olsen. Efter endt læretid som maskinarbejder tog Albert Olsen i 1910 studentereksamen og blev i 1920 magister i historie. Efter doktorgraden i 1930 virkede han ved det netop åbnede Aarhus Universitet, indtil han i 1936 efterfulgte Aage Friis som professor ved Københavns Universitet.

Albert Olsens indflydelse på faget skyldtes mere hans personlige inspiration end hans videnskabelige produktion. Med sin marxistiske orientering gjorde han definitivt op med den herskende liberalistiske fortidsforståelse og godtgjorde overbevisende, at merkantilismen var udtryk for en rationel tænkning og en politik, der var afgørende for udviklingen fra det middelalderlige feudale samfund til det moderne privatkapitalistiske Danmark.

I 1940 blev han formand for foreningen Dansk-russisk Samvirke, og under den tyske besættelse af Danmark måtte han flygte til Sverige i 1943. Politisk forblev han medlem af Socialdemokratiet, men delte – især efter 1945 – mange af DKP's synspunkter og var mod slutningen af sit liv stærkt kritisk over for et dansk medlemskab af NATO.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig