Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

danske tropekolonier

Oprindelig forfatter Goebel Seneste forfatter Redaktionen

Danske tropekolonier. Kastellet Dansborg, tegnet af en ung søofficer om bord på et af Ostindisk Kompagnis skibe, opankret på Tranquebars red 1726; Rigsarkivet. Dansborg stod færdig allerede i 1624 som beskyttelse for de danske interesser. I den anseelige fæstning residerede guvernøren, og den rummede endvidere kaserne, kirke og magasiner. Dansborg står endnu som et monument over dansk oversøisk foretagsomhed, og de lokale fiskere trækker stadig deres både op på stranden foran kastellet.

Danske tropekolonier. Kastellet Dansborg, tegnet af en ung søofficer om bord på et af Ostindisk Kompagnis skibe, opankret på Tranquebars red 1726; Rigsarkivet. Dansborg stod færdig allerede i 1624 som beskyttelse for de danske interesser. I den anseelige fæstning residerede guvernøren, og den rummede endvidere kaserne, kirke og magasiner. Dansborg står endnu som et monument over dansk oversøisk foretagsomhed, og de lokale fiskere trækker stadig deres både op på stranden foran kastellet.

danske tropekolonier, danske besiddelser i troperne fra 1600-t. til 1917. Gennem 1400-1500-t. havde en række europæiske lande gennemført flere opdagelsesrejser, som muliggjorde først den europæiske ekspansion i 1600-1700-t. og senere den egl. kolonialisme i 1800-1900-t. Drivkraften bag disse anstrengelser var især ønsket om at få del i de umådelige rigdomme, man mente fandtes i de fremmede verdensdele.

De toneangivende lande omkring 1500 var Portugal og Spanien. Hundrede år senere var derimod Storbritannien, Nederlandene og Frankrig ved at blive førende i oversøisk handel og søfart. I 1618 udsendte Christian 4. den første danske ekspedition til Indien, og midt i 1600-t. begyndte man at besejle Afrikas Guldkyst og Dansk Vestindien.

Besiddelserne

I Asien var man især ude efter at erhverve en række luksusprægede varer som krydderier, tekstiler, te og porcelæn samt salpeter. For at få handelen i gang var det nødvendigt at etablere handelsstøttepunkter, faktorier eller loger, som lå ved kysten. Danskerne opslog således hovedkvarter i byen Tranquebar på Indiens SØ-kyst allerede i 1620 og befæstede den snart efter. Senere etableredes en række små danske faktorier langs Indiens SV-kyst (Calicut, Oddeway Torre, Colachel), SØ-kyst (Porto Novo) og i Bengalen (Balasore, Serampore, Patna). Hertil kom øgruppen Nicobarerne og tidvis handelsstøttepunkter på Celebes og Java. Gennem disse faktorier handlede man med de asiatiske købmænd, og det var ikke nødvendigt at etablere egentlige kolonier med store landområder i Asien.

Annonce

I Kina var der ingen europæiske kolonier. Men i Canton hentede Asiatisk Kompagni i 1700-t. særdeles værdifulde ladninger af te og porcelæn. Canton var den eneste havn, hvor kejseren tålte europæere, og de måtte endda kun leje de beskedne lokaler, der var nødvendige for handelens gennemførelse.

På Guldkysten var forholdene nogenlunde de samme som i Indien, idet danskerne kun kontrollerede en smal kystbræmme med en række forter, hvorigennem handelen foregik. Leverancerne af guld, elfenben og slaver sørgede afrikanske handlende for.

I Vestindien var forholdene derimod anderledes, da der var tale om en plantagekoloni, tydeligst på Sankt Croix, købt af Frankrig i 1733. Man underlagde sig hele øen, opdyrkede den med en speciel afgrøde som sukkerrør og benyttede sig af importerede negerslaver som arbejdskraft. Den mindre og bjergrige ø Sankt Thomas, taget i besiddelse ca. 1670, spillede snarere rollen som internationalt faktori i kraft af sin stærkt benyttede frihavn, mens Sankt Jan var næsten uden betydning.

Økonomien

Ved påbegyndelsen af de forskellige danske oversøiske aktiviteter benyttede man sig af handelskompagnier, som opererede med offentlig støtte og nationalt monopol, hvilket også var i overensstemmelse med det merkantilistiske tankesæt, som prægede dansk økonomisk politik i 1600- og 1700-t. Ældst var Ostindisk Kompagni, som fik sit privilegiebrev, oktroj, af kongen i 1616; i 1732 oprettedes i stedet Asiatisk Kompagni. På Guldkysten opererede et glückstadtsk afrikakompagni fra 1651; men fra 1671 forenede det store Vestindisk-guineisk Kompagni al aktivitet på de atlantiske tropebesiddelser.

Danske tropekolonier. Medalje med omskriften  Me miserum 'Jeg ulykkelige', slået 1792 i anledning af den danske konges forbud mod slavehandel. Forbudet var et udtryk for den danske enevældes pragmatiske indstilling til slavehandel. Man frygtede, at de store slavehandelsnationer ville forbyde slavehandel og herefter lægge pres på mindre slavehandelsnationer som Danmark. For at sikre, at De Dansk-vestindiske Øer blev selvforsynende med arbejdskraft, skulle forbudet først træde i kraft i 1803. Fra 1782-1803 transporteredes flere slaver end nogensinde til Dansk Vestindien.

Danske tropekolonier. Medalje med omskriften Me miserum 'Jeg ulykkelige', slået 1792 i anledning af den danske konges forbud mod slavehandel. Forbudet var et udtryk for den danske enevældes pragmatiske indstilling til slavehandel. Man frygtede, at de store slavehandelsnationer ville forbyde slavehandel og herefter lægge pres på mindre slavehandelsnationer som Danmark. For at sikre, at De Dansk-vestindiske Øer blev selvforsynende med arbejdskraft, skulle forbudet først træde i kraft i 1803. Fra 1782-1803 transporteredes flere slaver end nogensinde til Dansk Vestindien.

Kompagnierne var halvoffentlige foretagender, organiseret nogenlunde som vore dages aktieselskaber. På kronens vegne erhvervede og administrerede de tropekolonierne, der som regel kun var underkastet forholdsvis svag kontrol fra moderlandet.

De få og små danske besiddelser var økonomisk i høj grad underkastet konjunkturerne på verdensmarkedet. Efterhånden som disse bedredes, og handel og søfart på kolonierne fik faste rammer, havde kompagnierne som planlagt udspillet deres rolle som murbrækkere. Ved midten af 1700-t. kunne det stadigt stærkere private initiativ derfor overtage besejling og handel på tropekolonierne, mens staten måtte påtage sig administrationen, forternes vedligeholdelse osv. I spidsen for de kongelige embedsmænd stod en guvernør.

I anden halvdel af 1700-t. med de mange storkrige, hvor Danmark holdt sig neutralt, blomstrede handelen under Dannebrog. Efterspørgslen på neutral tonnage og kolonialvarer var enorm, og danske embedsmænd, købmænd og skibsredere arbejdede på højtryk for at sikre nationen så stor en bid af kagen som muligt.

Under mere normale forhold i 1700-t. var besejlingen af kolonierne ikke særlig hyppig. Fra Danmark til Indien kom kun et par skibe om året, og noget tilsvarende var tilfældet for Guldkystens vedkommende. Til Vestindien ankom derimod gerne knap 50 fartøjer årligt fra Danmark. Langt størstedelen gik direkte over Atlanten, og kun få danske skibe benyttede den ellers så ofte omtalte trekantrute (fra Europa til Afrika videre til Amerika og derefter til Europa). Varestrømmene i de forskellige grene af handelen på tropekolonierne var delvis forbundet. Fra Indien til København hjemtoges fx brogede bomuldstøjer og kaurisneglehuse, som blev anvendt som betalingsmidler i handelen på Guldkysten. Derfra fragtede man afrikanske slaver til Vestindien, hvor de i plantagerne dyrkede de sukkerrør, som gjorde det muligt at udskibe store mængder råsukker og rom til København. På danske skibe fragtedes 1733-1802 omkring 120.000 negerslaver over Atlanten; af disse forblev mere end 50.000 på de danske øer, mens resten blev solgt videre til andre øer i Vestindien.

For den danske og navnlig den københavnske økonomi var tropekolonierne af vigtighed, da mange mennesker var beskæftiget i søfarten med dens undererhverv, mens andre arbejdede i forædlingsvirksomheder som sukkerraffinaderier og tobaksspinderier, og atter andre i forsikringsbranchen osv. Alene fra Indien hjemførte man 1772-1808 ladninger til København til den kolossale salgsværdi af godt 75 mio. rigsdaler. Reeksport af forarbejdede kolonialvarer og te var også en vigtig indtægtskilde for København i 1700-t.

Afviklingen

I løbet af første halvdel af 1800-t. løb den internationale udvikling fra de små danske tropekolonier. I Indien kunne man ikke konkurrere med den effektive britiske handel, og man havde vanskeligt ved at omstille sig til efterspørgslen efter nye varesorter. På Guldkysten var den altdominerende slavehandel blevet forbudt i 1792 med virkning fra 1803, og forsøg med plantagedrift var mislykkedes. I Vestindien havde man svært ved at hamle op med den industrialiserede sukkerdyrkning og forarbejdning, der vandt frem på de store øer som Cuba og Haiti.

Tropebesiddelserne udviklede sig derfor til at blive alvorlige dræn i statskassen. I denne situation lykkedes det at afhænde kolonierne i Indien i 1845 og Guldkysten i 1850 til briterne. Dansk Vestindien blev derimod først efter flere forgæves forsøg solgt til USA for 25 mio. dollars i 1917.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Gøbel: danske tropekolonier i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=61728