Dansk Vestindien, tidligere dansk koloni i Caribien bestående af øerne Sankt Croix (Saint Croix), Sankt Jan (Saint John) og Sankt Thomas (Saint Thomas) samt af et antal mindre ubeboede øer; siden 1917 har øerne været amerikansk besiddelse under navnet US Virgin Islands.
Danske søfarere, udsendt af københavnske forretningsmænd, besatte i 1666 den dengang ubeboede Sankt Thomas. De administrative- og praktiske vanskeligheder var dog for store, hvorfor de overlevende kolonister vendte tilbage. Efter tronskiftet i 1670 var der en anderledes positiv holdning til kolonier, og Christian 5. stiftede i 1671 Vestindisk-guineisk Kompagni, der fik i opdrag at kolonisere Sankt Thomas "eller på det faste Land Amerika". I maj 1672 lykkedes det at vinde permanent fodfæste på Sankt Thomas.
Kompagniet forestod herefter administration, handel og plantagedrift, indtil den danske stat i 1755 overtog besiddelserne.
Sankt Jan, som Danmark gjorde formelt krav på allerede fra 1675, blev koloniseret i 1718, og i 1733 købte Danmark Sankt Croix af Frankrig.
Sankt Croix var center for plantagedriften, først og fremmest sukkerplantager, men fx også bomulds- og tobaksplantager, hvis produktion blev udskibet fra Christiansted. Arbejdskraften bestod af importerede afrikanske slaver. I 1754 havde Dansk Vestindien en befolkning på ca. 14.000 slaver og kun ca. 1750 hvide.
Midt i 1720'erne havde der været en hård tørke på øerne, hvilket medførte en fødevaremangel, der særligt gik ud over slaverne. Da der i 1733 opstod problemer med fødevareforsyningen grundet en ny tørke, stod situationen fra 1720'erne stadig i lyslevende erindring. Fødevaremanglen førte til et blodigt slaveoprør på Sankt Jan blandt de slaver, som for nylig var kommet fra Afrika, og som havde kendt til frihed. Guvernør Philip Gardelin forsøgte at slå oprøret ned, men grundet den endnu tætte vegetation på Sankt Jan lykkedes det først efter et halvt år at få fuld kontrol med øen – og det endda kun med fransk hjælp.
Med frihavnsordningen af 1764 blev Sankt Thomas med sin glimrende naturhavn i Charlotte Amalie et centrum for handelen i Caribien.
Sukkeret fra Sankt Croix var dog den vigtigste indtægtskilde frem til konjunkturskiftet i 1820. Herefter det gik ned ad bakke med sukkerdyrkningen.
Det blev dog et held for de danske øer, at de spanske kolonier løsrev sig i begyndelsen af 1820'erne. Hermed blev handelen nemlig givet fri på Sydamerika, hvorfor Sankt Thomas som et vestindisk handelscentrum i de næste årtier kom til at opleve en ren guldalder.
Øernes samlede rentabilitet faldt efter 1870. Faldende sukkerpriser, slaveriets afskaffelse i 1848, roesukkerets indtog i Europa samt ændrede sejlruter som følge af større dampskibes evne til at gå direkte til bestemmelsesstedet uden at skulle bunkre på Sankt Thomas, indvarslede afslutningen på den danske kolonialisme i Dansk Vestindien. Dette afspejledes i befolkningstallet, som faldt fra ca. 40.000 i 1850 til ca. 34.000 i 1880.
Flere forsøg på at sælge øerne til USA, første gang i 1867 og anden gang i 1902 endte uden resultat. Men under 1. Verdenskrig, da USA frygtede tysk indpas i Caribien via de danske øer, gennemførtes et salg. I 1917 købte USA da øerne for 25 mio. dollar. Salgssummen blev bl.a. brugt på at ophjælpe det tilbagestående Sønderjylland efter genforeningen i 1920.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.