Vielsteddyssen, runddysse i Vestsjælland ved landsbyen Vielsted sydøst for Stenlille. Den er fra ca. 3500-3300 f.Kr. Den ligger på en dyrket mark, men en trampesti fører ind til den. Kammeret er dækket af en meget stor overligger, og den sydvendte gang består af to sten. Selve højen er omgivet af 19 store, skråtstillede randsten, der er placeret tæt ved siden af hinanden. Dyssen anses for en af de største og smukkeste i Danmark.