Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tranbærvognen

Oprindelig forfatter PeOS Seneste forfatter Redaktionen

Tranbærvognen, vogntype, der er rekonstrueret ud fra ca. 40 vogndele, fundet i en offermose syd for Vejle. Hele fundmængden, der kan betegnes som et af Europas største fund af vogndele med egerhjul, indsamledes over næsten 20 år (1876-96) og blev undersøgt af arkæologen Henry Petersen. Fundene, der dateres til romersk jernalder, stammer fra mindst 10 vogne og omfatter også våben og et lerkar. Tranbærvognen repræsenterer den ældste type stivvogn i Danmark bygget af træ uden metalbeslag med tremmeformede sider og store mangeegrede sammensatte hjul.

Da de fleste af de forskellige konstruktionsdele var repræsenteret, har det været muligt med stor sikkerhed at rekonstruere den formentlig hestetrukne terrængående vogntype i fuld størrelse og afprøve den ved en række køreforsøg.

Vognene blev fremstillet lokalt, men deres forlæg var romerske landbrugsvogne. De blev taget i brug i store dele af Danmark, samtidig med eller kort efter at de romerskprægede driftsformer med åbne marker vandt terræn.

Annonce

Litteratur anbefalet af Den Store Danskes læsere
Per Ole Schovsbo: Tranbær Mosefund (2007)

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Ole Schovsbo: Tranbærvognen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=500994