Tillehøje, gruppe af oldtidshøje 4 km nord for Rønne. I Blykobbe Plantage syd for Blykobbe Å ligger seks gravhøje, alle antagelig fra ældre bronzealder (ca. 1700-1000 f.Kr.). Den nordligste blev 1824 udgravet af kronprins Christian, den senere kong Christian 8., hvorved der fremkom en dolk fra ældre bronzealder. Ifølge et lokalt sagn har trolden Til boet i en af højene.