Strandbyskatten, møntskat fra vikingetiden fundet i 2012 på en mark i Strandby nord for Frederikshavn. Skatten omfatter 265 dele og består af både engelske, tyske og arabiske mønter samt 60 sølvmønter fra Harald 1. Blåtands tid, såkaldte korsmønter. Udover mønter blev der også fundet smykkedele, bl.a. en Thorshammer i form af et smykkevedhæng. Det antages, at skatten er blevet nedgravet ca. i 990.