Solvognen

Bronzegenstandene blev fundet ved pløjning i Trundholm Mose i Odsherred på Sjælland i september 1902. Først dukkede hesten op, og efter at ploven var blevet vendt, fremkom den guldbelagte bronzeskive. Da finderen, opsynsmand Frederik Willumsen, undersøgte området yderligere, opsamlede han adskillige mindre stykker fra hjul, aksel og vognstang. Finderen antog dog, at der var tale om et stykke tabt legetøj og tog derfor fundet med hjem, hvor han lod sine børn lege med hesten.

En uges tid senere blev fundet anmeldt til Nationalmuseet af en nabo. Museet foretog en udgravning på fundstedet, og flere stykker af hjulene og guldbelægningen blev hjemtaget. Dernæst kunne man foretage en rekonstruktion af de ødelagte genstande, hvorefter Solvognen blev udstillet på Nationalmuseet.

I slutningen af 1990’erne blev fundstedet afsøgt med metaldetektor og dernæst udgravet igen af Nationalmuseet. Ved disse undersøgelser fandt man yderligere 21 fragmenter af vogndelene. Det anses for usandsynligt, at større dele af fundet skulle være gået tabt, og genstanden fremstår dermed i dag med rimelig sikkerhed som i bronzealderen.

Undersøgelser har vist, at ikke alle bruddene skyldes ploven og den efterfølgende håndtering af genstandene. Solvognen er altså blevet forsætligt fragmenteret, før den blev nedlagt på relativt fast mosebund i bronzealderen. Fragmentering og deponering af betydningsfulde genstande i vådområder var en udbredt rituel skik igennem bronzealderen og oldtiden.

Motivet består af adskillige dele, der tilsammen udgør Solvognen. Forrest er hesten, hvis anatomi fremstår ret naturtro. Hale og hoved er let løftet og ørerne peger fremad. Udtrykket er opmærksomt. Bronzestøberen har vidst, hvordan heste ser ud og opfører sig, hvilket kan hænge sammen med, at hestens indførelse i Danmark dateres nogenlunde samtidig med begyndelsen af bronzealderen. Dertil er hesten udsmykket med indridset ornamentik, der måske har skullet illustrere man, pandelok og/eller seletøj. Øjnene er angivet med koncentriske cirkler og trekanter, der udgør solmotiver i sig selv. I midten, dvs. hestens pupil, ses spor efter et mørkt, brunligt materiale, sandsynligvis harpiksmasse, hvilket ofte blev brugt som indlægning i bronzealderens kunst.

Den runde bronzeskive er ornamenteret på begge sider, dog er kun den ene side guldbelagt. Ornamentikken består på begge sider af adskillige bånd af forskellige typer af koncentriske cirkler og spiraler, der forbinder de mange cirkelmotiver med hinanden. Båndene er adskilt af mindre trekanter og streger. På den forgyldte side ses desuden endnu et bånd yderst, der udelukkende består af streger og fungerer som en afslutning på motivet. De mange cirkler og de tværgående streger tolkes som en repræsentation af solen og dens stråler, muligvis med mindre solbilleder indeholdt i dette centrale motiv. Spiralerne og cirklerne kan symbolisere solens daglige og årlige cyklus, mens siden uden guldbelægning måske repræsenterer månen. En vis systematik synes at være til stede i motivets opbygning, hvilket kan understøtte denne tolkning. Der er også den mulighed at den side, der ikke er forgyldt, repræsenterer en ’slukket’ sol, hvilket hænger sammen med den dynamik, der er indlejret i motivet.

Både hest og sol er placeret på fireegede hjul holdt sammen af en central vognstang, som også er ornamenteret. Hesten er placeret direkte oven på denne stang. Hjulene kan i sig selv være solsymboler, da de er identiske med de mange hjulkors, først og fremmest kendt fra helleristninger, hvor de anses for at repræsentere solen og måske årets gang. På Solvognen tjener hjulene dog også den funktion at gøre hest og sol bevægelige. På skiven og under hestens hals ses to øskener, hvori en snor sandsynligvis har været fæstnet, så faktisk er hesten spændt direkte for solen og ikke for en vogn. Af den årsag blev fundet oprindeligt refereret til som ”Solbilledet fra Trundholm”, og betegnelsen ”Solvognen” kom først til i 1930’erne, hvor det oprindeligt blev brugt af tyske arkæologer. Hjul, stang og snor har betydet, at genstanden kunne trækkes frem og tilbage, hvilket er afgørende for genstandens religiøse funktion.

Den hestetrukne sol er et centralt element i kosmologien og religionen igennem hele bronzealderen. I slutningen af bronzealderen findes motivet først og fremmest på rageknive og helleristninger, hvor man også kan iagttage bl.a. skibe, fugle, fisk og slanger, der alle synes at transportere solen hen over himlen. Således holder skibe og dyr den daglige cyklus i gang. Dags-motiverne viser solen bevæge sig mod højre på bl.a. skibe og trukket af fugle og heste, mens solen på nat-motiverne bevæger sig mod venstre, trukket af slanger og fisk. Retningen fra venstre mod højre afspejler solens rejseretning hen over himlen, når den iagttages fra den nordlige halvkugle.

Solvognens to sider kan ligeledes repræsentere dag og nat. Betragtes den guldbelagte side, mens hesten trækkes hen over gulvet, bevæger sol-skiven sig mod højre. Set fra den modsatte side bevæger hest og sol sig mod venstre, og således kan den ”mørke” side uden guld repræsentere en ”slukket” sol, der rejser gennem underverdenen om natten. Solvognen har dermed tjent som visualisering af en kosmologisk forestilling og kan derfor være blevet brugt i forbindelse med rituelle handlinger. Solen anses for at have været et helt centralt element i bronzealderens religion, og det er muligt, at Solvognen ikke har været den eneste genstand af sin slags.

Solvognen er støbt i bronze med ”tabt voks”-metoden (cire perdue). Dette kan ses på nogle støbefejl på hestens krop og på hestens ryg, hvor en mindre skade betyder, at man kan se rester af den indre lerkerne, som bronzen er støbt henover. Solen består af to hvælvede skiver støbt separat og samlet med en omgivende ring.

Ornamentikken er udført i bronzen og bladguldet er dernæst blevet lagt henover og trykket ned, så det afspejler det underliggende mønster. Dog ses nogle unøjagtigheder mellem ornamentikken i guldet og den underliggende bronze, som peger på, at dekorationen efterfølgende er blevet opridset med en nål. I den proces er der opstået et par småfejl. Man har fæstnet guldet til bronzepladen ved at trykke det ned i en fure i ornamentikken, for derpå at hamre det fast ved hjælp af et kobberbånd.

Solvognen er i alt 60 cm lang og bronzeskiven har en diameter på 25 cm.

Solvognen er i dag udstillet på Nationalmuseet og er et vigtigt nationalt symbol. Den er bl.a. optaget i Kulturkanonen i kategorien billedkunst, og optræder på 1000-krone sedlen. Derudover genfindes den i diverse genfortolkninger fx i logoer og navne på foreninger.

• bronzealderen
• helleristninger
• bronzestøbning
• Danmarks Oldtid