Sarup, anlæg fra yngre stenalder, udgravet 1971-84 på et sandet næs ved landsbyen Sarup nær Haarby på Fyn. Det ældste og største anlæg fra Fuchsbergfasen, ca. 3400 f.Kr., bestod af en dobbelt række aflange gruber, "systemgrave", på ydersiden af en palisade, der omgav et areal på 8,5 ha. Et mindre, yngre anlæg fra Klintebakkefasen, ca. 3200 f.Kr., bestod af en dobbelt række gruber omgivet af stolpehegn. Genopgravninger i gruberne ved begge anlæg tolkes som spor efter midlertidige begravelser af de døde, der siden i skeletteret tilstand fandt hvile i dysser og jættestuer.

Anlæggene ved Sarup er de første rituelle pladser af denne type, der blev erkendt og udgravet i Danmark, deraf betegnelsen Sarup-pladser. Lignende anlæg kendes som causewayed camps, enceintes eller Erdwerke fra tidlige bondekulturer i Vest- og Mellemeuropa.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig