Rammedige. Gravhøje i det fredede område bag Rammedige. Der menes at have ligget godt 20 gravhøje på hver side af diget. I dag ses 13 høje bag diget og to foran. Foto: maj 2010.

.

Gravhøje ved Rammedige, afgræsning af arealet foretages af spælsau og andre oprindelige nordiske fåreracer.

.

Rammedige set mod syd. Voldgraven er til venstre (øst) for volden. Diget overskæres af Torsmindevej i baggrunden og af to andre veje. På tomten for en nylig nedrevet bygning (bag fotografen) planlægges en rekonstruktion af en del af diget. Foto: maj 2010.

.

Rammedige, Ramme Dige, fredet forsvarsanlæg, formentlig fra jernalderen, vest for Ramme, 12 km syd for Lemvig. Digets alder er usikker, men det antages at være bygget mellem 100 og 400 e.Kr., da der var mange stammekrige i Jylland.

Diget ligger på tværs af den såkaldte Oldtidsvej mellem Viborg i øst og en udskibningshavn ved Vesterhavet, antagelig omkring Trans. Oldtidsvejen fornemmes i landskabet ved de mange høje fra bronze- og jernalder, og nær ved Rammedige findes i dag en gruppe på 13 oldtidshøje, som med diget ligger i et samlet, fredet område.

Rester af volden ses i dag på en 400 m lang strækning, men den vides at have været 2-2,5 km lang og forbundet to vådområder i nord og syd. Formentlig har den skullet beskytte et område vest herfor mellem denne og havnen. På voldens østside findes en grav, 6 m bred og 1,7 m dyb. Volden har antagelig været højere end i dag og muligvis befæstet med palisadeværk.

Rammedige er blandt de 100 danske kulturminder som Kulturarvsstyrelsen med økonomisk støtte fra Mærsks Almenfond ønskede at gøre noget særligt for at formidle over for offentligheden. I oktober 2011 blev en rekonstruktion af vold og voldgrav i 30 meters længde i fuld størrelse indviet under festlige former. Samtidig er digets nordlige forløb, hvor det siden er overpløjet, blevet markeret med en række pæle af jern.

Området ejes af Naturstyrelsen og afgræsses i perioder af gamle nordiske fåreracer.

Om Rammedige på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig