Egtvedpigens kiste med dens indhold af gravgods. Af selve pigen er kun hår, tænder, hjerne, negle og lidt hud bevaret. Kisten og dens indhold er i dag udstillet på Nationalmuseet.

.

Egtvedpigen er begravet i en egekistegrav fra ældre bronzealder. Graven blev fundet i 1921 i en gravhøj ved Egtved sydvest for Vejle. I graven, der er udstillet på Nationalmuseet, ligger resterne af en 16-18-årig kvinde og et 5-6-årigt barn.

Faktaboks

Også kendt som

Egtvedfundet

Kisten blev fundet i Egtved i 1921

Egtvedpigen blev fundet af gårdejer Peter Platz under markarbejde i februar 1921. Han tog straks kontakt til Nationalmuseet, der ud fra beskrivelsen med det samme var klar over, at det var et vigtigt fund.

Museumsinspektør Thomas Thomsen rejste derfor til Egtved for at inspicere opdagelsen. Man løftede låget på kisten og konstaterede, at graven indeholdt en uforstyrret begravelse fra bronzealderen. Man kunne i kisten blot ane skikkelsen af en person dækket af koskind. Ved fodenden sås en birkespand, og i siden af kisten en røllikeblomst, der må være lagt i som det allersidste, før låget blev lagt på kisten.

Man bestemte sig for ikke at udgrave kisten på stedet, men i stedet at transportere den til København, hvor den kunne udgraves på Nationalmuseet under ordnede forhold og med fokus på en videnskabelig tilgang.

Egtvedpigens kisten blev udgravet

På Nationalmuseet blev kisten udgravet og alle detaljer noteret. Alt organisk materiale var bevaret grundet de iltfattige og vanddruknede forhold, der var skabt i gravhøjens kerne.

Det første man så i kisten var koskindet, der havde være anvendt som foring og omslag. Ovenpå skindet var den døde anbragt og derefter dækket af et tykt uldtæppe. Under tæppet fandt man resterne af en ung kvinde på 16–18 år, der sammen med et barn var gravlagt i kisten.

Arbejdet med at udgrave kisten blev udført i tæt samarbejde med konservatorer, og dette bevaringsarbejde har sikret, at vi i dag kan genbesøge graven og stadig få nye informationer.

Gravgaverne

Egtvedpigens dragt
Af /Nationalmuseet.

Egtvedpigen er berømt for sin velbevarede ulddragt, og snoreskørtet er det eneste bevarede af sin slags. Egtvedpigen var udover skørtet iført en kort uldtrøje. Omkring maven bar hun et bælte, hvorpå der sad en rund bælteplade af bronze med spiralmønstre. Ved bæltet fandtes også en kam af horn. Omkring hvert håndled bar hun en armring af bronze. Ved øret fandtes en lille en bronzeørering.

Ved Egtvedpigens hoved fandtes en barkspand med personlige genstande: en syl, et hårnet, uld, rester af plantematerialer (bl.a. mos) og enkelte brændte knoglefragmenter fra barnet i graven.

Egtvedpigens øl

Egtvedpigens barkspand
Af /Nationalmuseet.

Ved kvindens fødder fandt man endnu en barkspand, som har indeholdt en art af øl, som man ved hjælp af pollenanalyser kunne se var lavet på hvede, tytte- eller tranebær, porse og sødet med honning.

Barnet i graven

Ved kvindens fødder lå også en tøjbylt, der indeholdt de brændte knogler af et fem til seks år gammelt barn. Det er uvist hvorfor barnet blev brændt og gravlagt på denne måde. Måske et menneskeoffer? Måske en familierelation?

Man ved dog, at barnet viste den samme såkaldte strontiumsignatur som Egtvedpigen, målt i de første barneår. De må altså være opvokset samme sted.

Gravens datering

En røllikeblomst fra kisten fortæller, at pigen blev begravet om sommeren, og en datering af egekisten ved dendrokronologi har vist, at året træet blev fældet var 1370 f.v.t. Dette tolkes af arkæologer som det år begravelsen fandt sted, og det er ret unikt at kunne datere et gravfund så præcist.

Hvor kom Egtvedpigen fra?

Egtvedpigens hår, tænder og negle samt hendes dragt er blevet analyseret for deres strontiumindhold. Når man analyserer strontiumindholdet i fx knogler, hår, tænder og negle, kan man få et indtryk af, hvor en person har – eller ikke har – opholdt sig. Det skyldes, at strontium aflejres i disse dele af vores organisme, og fordi strontiumsignaturen er geografisk betinget.

Strontiumisotop-analyserne har vist, at hun måske – ligesom barnet – stammer fra udlandet, måske Sydtyskland. Derudover kan man se, at hun de seneste år af sit liv har rejst flere gange, før hun kom til Egtved kort før sin død.

Der er dog uenighed blandt forskere, om disse resultater virkelig kan sige, om hun med sikkerhed kom fra udlandet. Et andet forskerhold har således vist, at de fundne strontiumværdier også kan måles på dansk jord og ovenikøbet i området omkring Egtved og Vejle Ådal.

Det er væsentligt at forstå, at uenigheden ikke går på metodens anvendelighed indenfor arkæologisk forskning eller på de målte værdier i selve de forhistoriske individer. I stedet bunder uenigheden i brugen af de referencekort, der er baseret på værdier målt i moderne søer og vandløb. Der er nemlig en risiko for, at disse prøver kan være påvirket af kalkning fra moderne landbrug, hvilke vil give misvisende referenceværdier. Strontiumdebatten har fyldt meget i medierne, og det kan være svært helt at forstå stridens kerne, og hvad det betyder for vores forståelse af Egtvedpigen. Det er et komplekst emne, og der er ikke faglig enighed. Der er dog rejst begrundet mistanke om Egtvedpigens herkomst, som derfor stadig diskuteres.

Findestedet i Egtved

Ved fundstedet kan man se en rekonstruktion af Egtvedpigens gravhøj, og en lille informationsbygning fortæller historien om fundet. Her kan man se en rekonstruktion af kisten og en kopi af dragten.

Udstillingen ved findestedet varetages af Vejlemuseerne, der i de kommende år vil realisere nye planer for stedet: 'Egtvedpigens Verden' – et museum vendt på vrangen. Egtvedpigens Verden har fokus på Egtvedpigens historie formidlet i det landskab, hvor hun blev begravet.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig