Broddenbjergmanden, 88 cm høj, groft udskåret fallisk figur af egetræ, fundet 1880. Ud fra en kulstof 14-analyse er den blevet dateret til 760-410 f.Kr, dvs. den sidste del af bronzealderen eller den allerældste jernalder. Figuren blev nedlagt i en mose ved Viborg sammen med lerkar, der indeholdt madofre. Skårene af de fire lerkar, som fandtes tæt ved figuren i en omgivende opstablet dynge af ca. 200 håndstore sten, bekræfter denne datering, idet disse tilhører den sidste del af bronzealderen, 800-500 f.Kr. Træfigur, stenbunke og lerkar vidner om offerritualer. Falliske figurer optræder blandt bronzealderens helleristninger. Broddenbjergmanden er på Nationalmuseet.